Opvarmning af sommerhuse

Fakta | 

Bruges sommerhuset uden for sæsonen, skal det kunne varmes op. En varmepumpe er en god og billig løsning, men den skal kunne forprogrammeres eller fjernstyres, så sommerhuset er varmt, når du ankommer.

Det kan være rart at have mulighed for at opvarme sit sommerhus.
Det kan være rart at have mulighed for at opvarme sit sommerhus.

Hvornår skal sommerhuse opvarmes?

Selvom de fleste sommerhuse primært bliver brugt om sommeren, hvor behovet for opvarmning bør være lille, kan det alligevel være dejligt at kunne varme huset op. Er det en kold og regnfuld sommer, er det rart at kunne sætte lidt varme på.

I mange tilfælde vil en brændeovn være nok til den smule varme, der er behov for i sommerhalvåret.

Et sommerhus er som udgangspunkt ikke beregnet til helårsbrug. Ifølge Planlovens § 40 må et sommerhus kun bruges til korte ophold, f.eks. weekender, påske- og juleferie, i perioden fra den 1. oktober til den 31. marts. Men bruger du dit sommerhus i den periode, er det nødvendigt at kunne varme det op.

Selvom du kun bruger dit sommerhus ganske lidt eller måske slet ikke om vinteren, kan det være en god idé at have en lille smule varme på. Så undgår du at ankomme til et sommerhus, hvor der er koldt og fugtigt. Du kan også spare dig selv for dårlige oplevelser med sprungne vandrør og anden ravage, som frosten kan forårsage. Sidstnævnte problem kan du også undgå ved at tømme rørene for vand, når huset lukkes ned for vinteren.

En del sommerhuse bruges desuden af pensionister, der ifølge Planlovens § 41 har fået lov til at bo i sommerhuset året rundt. De har selvfølgelig brug for varme i vinterhalvåret.

Er nogle sommerhuse uegnede til opvarmning?

Hvis et sommerhus ikke er isoleret eller er meget dårligt isoleret, bør du ikke sætte varme på. Det vil være et stort spild - både af penge og varme. Har du en brændeovn, kan du i stedet tænde op i den, hvis det er koldt, og du vil varme op i kortere tid.

Det er typisk ældre sommerhuse, der er dårligt isolerede. De er ikke bygget til at skulle bruges hele året. De ældre huse har ofte også for dårlige udluftningsmuligheder. Begge dele er ikke godt for indeklimaet. Fugt inde i huset, der ikke luftes ud, kan være årsag til skimmelsvamp, og antallet af husstøvmider kan mangedobles i et fugtigt indeklima.

Hvilke opvarmningssystemer egner sig til sommerhuse?

I princippet kan alle almindelige opvarmningssystemer bruges til opvarmning af et sommerhus. Men den mest almindelig metode er den dyre elvarme, ofte kombineret med en brændeovn i stuen.

Da sommerhuse ikke er beregnet til helårsbeboelse, er der normalt ikke ført naturgas eller fjernvarme ud til sommerhusområder. Derfor er disse to relativt billigere opvarmningssystemer sjældent en mulighed.

Det er derfor nødvendigt at have et opvarmningsanlæg, der kræver, at du får leveret brændselsmaterialet på sommerhusets adresse. Det kan f.eks. være olie til et oliefyr eller træpiller til et pillefyr.

Et jordvarmeanlæg (en jord til vand-varmepumpe) og en luft til vand-varmepumpe kan også være en mulighed. Læs mere i BOLIUS Fakta: Jordvarme og BOLIUS Fakta: Varmepumper.

Det er dog de færreste sommerhuse, der har radiatorer til vand eller gulvvarme med vand, hvilket disse fire opvarmningssystemer kræver. Skal du have trukket varmerør og sat radiatorer op i hele huset, bliver projektet dyrere.

Hvis der er varme på et vandbåret radiatorsystem, kan det holde sommerhuset frostfrit om vinteren. Hvis huset lukkes helt ned for vinteren, skal systemet, også radiatorerne, tømmes for vand, så de ikke springer i frostvejr. Læs mere i BOLIUS Fakta: Luk sommerhuset ned for vinteren.

Det bedste alternativ til elvarme og brændeovne i sommerhuset er en varmepumpe af luft til luft-typen. En luft til luft-varmepumpe udnytter varmen i udeluften til at opvarme luften inde i huset. Bruger du en luft til luft-varmepumpe til opvarmning af indeluften, er det mest økonomisk at bruge et solvarmeanlæg eller en luft til vand-varmepumpe til at opvarme brugsvandet i sommerhuset. Ellers vil du skulle bruge el til at opvarme det varme vand.

En af fordelene ved at bruge en luft til luft-varmepumpe til opvarmning er, at luften cirkuleres rundt i hele huset. Derved nedsættes risikoen for skimmelsvamp og husstøvmider.

Hvor dyrt er det at anskaffe og installere de forskellige opvarmningssystemer?

Priser med moms for anskaffelse og installation af forskellige opvarmningssystemer til et sommerhus på ca. 90 kvadratmeter (november 2010):

  • Et solvarmeanlæg koster ca. 35.000 kr.
  • Et jordvarmeanlæg koster ca. 100.000 kr.
  • En varmepumpe til opvarmning af brugsvand og radiatorer (luft til vand-varmepumpe) koster ca. 60.000 kr.
  • En varmepumpe til opvarmning af indeluft (luft til luft-varmepumpe) koster ca. 20.000 kr.
  • Et træpillefyr koster ca. 25.000 kr.
  • Et oliefyr koster ca. 35.000 kr.

Jordvarme, luft til vand-varmepumpe, træpillefyr og oliefyr kræver radiatorer til vand eller gulvvarme baseret på vand, og det skal lægges oven i prisen. Desuden stiller disse opvarmningssystemer krav om plads til varmekilden (f.eks. fyret).

Hvad koster de forskellige opvarmningssystemer i drift?

Prisen på de forskellige opvarmningssystemer kan sammenlignes ved at beregne udgiften i kroner pr. kilowatttime (kWh) varme, der kommer ud af varmekilden. Sammenligningen giver et fingerpeg om, hvad du skal vælge til dit sommerhus, men der er mange andre forhold, du også skal tage i betragtning.

En solfanger kan nok sikre en lav energipris, men den kan ikke sørge for varmt vand og tilstrækkelig rumvarme i et sommerhus hele året. Om vinteren skal den suppleres med varme fra en elpatron i varmtvandsbeholderen samt elradiatorer. Et jordvarmeanlæg derimod ville kunne klare disse opgaver uden supplement, men kræver til gengæld et vandbårent radiatorsystem.

Der er her regnet med små anlæg til et sommerhus på ca. 90 kvadratmeter. Servicering samt finansiering af installationerne er ikke medregnet. Priserne er med moms fra november 2010, og tallene er afrundet til nærmeste 0 eller 5. Beregningerne er foretaget både for den rene kWh-pris og for kWh-pris lagt sammen med den årlige økonomiske afskrivning på anlægget (anlæggets pris divideret med levetiden i år).

pris pr. kWh uden anlægspris

pris pr. kWh inkl. anlægspris

Solvarme

0,05 kr.

0,50 kr.

Jordvarme

0,50 kr.

0,75 kr.

Varmepumpe, luft til vand

0,60 kr.

0,85 kr.

Varmepumpe, luft til luft

0,50 kr.

0,65 kr.

Træpiller

0,50 kr.

0,80 kr.

Olie

0,80 kr.

1,00 kr.

 

Til sammenligning er prisen for 1 kWh opvarmet med elvarme eller med en brændeovn uden anlæggets pris indregnet:

pris pr. kWh uden anlægspris

Elvarme

1,80 kr.

Træ til brændeovn

0,60 kr. (medmindre du skover selv)

Hvilke opvarmningssystemer kan forprogrammeres eller fjernstyres via telefon eller internet?

Det er praktisk at kunne tænde for varmen i sommerhuset, inden du ankommer. Så undgår du at komme frem til et koldt og fugtigt hus.

Hvis du skal skifte dit opvarmningssystem i sommerhuset ud, kan du vælge en, der kan fjernstyres så enkelt som muligt, enten via telefon eller internettet. Det kan de fleste anlæg.

Som minimum bør varmeanlægget kunne forprogrammeres, dvs. at du kan indstille det til at varme sommerhuset op til næste gang, du kommer. Det kan de fleste anlæg. Hvis det anlæg, du overvejer at købe, ikke kan det, er det ikke det, du skal investere i.

Skal du ikke have nyt varmeanlæg, er det værd at undersøge, om det er muligt at få funktioner som fjernstyring og forprogrammering installeret på dit eksisterende anlæg.

Har det betydning for valg af opvarmningssystem, hvor godt sommerhuset er isoleret?

Hvor godt eller dårligt sommerhuset er isoleret, har meget at sige med hensyn til valget af opvarmningssystem.

Er sommerhuset meget dårligt isoleret, er ingen opvarmningssystemer egnede, bortset fra en brændeovn i en snæver vending. De kan simpelthen ikke levere varme nok, fordi varmen hurtigt forsvinder ud af huset igen. Derfor kan det blive meget dyrt at varme sommerhuset op. Er sommerhuset dårligt isoleret, er en varmepumpe den bedste måde at varme det op på, da den er billigst både i installation og drift.

Men det kan altid betale sig at efterisolere sommerhuset, inden du udskifter varmeanlæg. Bruger du dit sommerhus i større omfang og i vinterhalvåret, kan det især betale sig at efterisolere. Du kan spare rigtig meget energi og mange penge, hvis huset er velisoleret. Du kan spare mest på varmeudgifterne ved at efterisolere loftet og udskifte vinduerne. Derefter bør du efterisolere gulve og vægge. Dertil kommer, at du får en meget større komfort og et bedre indeklima.

I bygningsreglementet for småhuse fra 1998 blev der stillet krav til isolering af sommerhuse. Man kan derfor generelt sige:

  • Sommerhuse opført før 1970 er dårligt isolerede.
  • Sommerhuse opført fra 1970-1998 er middel isolerede.
  • Sommerhuse opført efter 1998 er rimelig godt isolerede.

Dette er selvfølgelig forudsat, at sommerhuset ikke på et senere tidspunkt er blevet efterisoleret.

Publiceret: torsdag 1. november 2007

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Dea Lindegaard
bygningsingeniør Susie Frederiksen
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen