Dom: Nabo tvinges til at skifte sit glaserede tegltag
En husejer skal udskifte sit glaserede tegltag, fordi det generer naboen. Usikkert, om dommen skaber præcedens.

- Glaserede tagsten kan genere andre på vejen, fordi de glaserede tegl reflekterer lyset fra solen 100 procent.
En husejer skal pille de glaserede teglsten af sit tag og lægge andre tagsten på i stedet. Det er konsekvensen af en dom, som Retten i Århus netop har afsagt.
Hans Henrik Schjerbeck fra Lystrup anlagde sag mod sin nabo, da han og hans kone ikke kan leve med genskinnet fra naboens nyopførte, sortglaserede tegltag. De glaserede tagsten blænder familien så meget, at det går ud over livskvaliteten.
Halvdelen af glaseret tag skal fjernes
Derfor skulle retten tage stilling til, om taget skal pilles ned på trods af, at det er lovligt opført. Og efter fire ugers overvejelse valgte dommeren at give ægteparret ret – taget skal lægges om.
Taget skal være fjernet inden 1. april næste år, og naboen skal desuden betale sagens omkostninger på ca. 68.000 kr. Omtrent samme beløb skal bruges til at skifte den halvdel af taget, der vender over mod familien Schjerbeck.
Umuligt at være i have på grund af genskin
- Jeg er glad, der er faldet nogle sten fra hjertet. Men vi har også ondt af naboen. Det her er ikke en nabotvist, det har intet med det at gøre. Men vi har boet samme sted i 30 år, og vi har i de sidste 3 år ikke kunne være i haven og levet for nedrullede gardiner på grund af genskinnet fra hans tag, siger Hans Henrik Schjerbech.
Han håber, at sagen vil danne baggrund for nogle regler på området.
Glaserede tagsten krænker nabo
Retssagen om det glaserede tegltag har været kompliceret, da der hverken findes fortilfælde eller paragraffer at forholde sig til. Sagen er ført ud fra de naboretlige grundregler, der beskriver, at hvis du krænker en nabo, kan det medføre erstatning og/eller påbud om ophør af den aktivitet, der forvolder ulempe.
Betingelsen for at gøre et naboretligt ansvar gældende er, at den naboretlige tålegrænse er overskredet. Og det mente dommeren altså, at den er.
LÆS OGSÅ: Flere klager over naboen
Usikkert, om dom skaber præcedens
Det er usikkert, om andre, der føler sig generet af naboens glaserede tegltag, vil kunne lægge sag an mod naboen og vinde. Under retssagen har advokaterne argumenteret henholdsvis for og imod, om dagens dom danner præcedens.
Familiens Schjerbechs advokat, Mads Rossen, hævder, at denne sag er enkeltstående, da genskinnet skyldes en række specielle forhold, som at husene er niveauforskudt i forhold til hinanden. Naboens advokat, Lars Gregersen, har derimod argumenteret for, at dagens afgørelse vil resultere i adskillige retssager om genskin fra glaserede tegl.
Problem med glaserede tage er ikke nyt
Problemet med de glaserede tegl er hverken nyt eller enestående, og et forbud mod de skinnende tage findes allerede i mange kommuners lokalplaner. I de fleste kommuner bliver der taget stilling til spørgsmålet fra gang til gang, når der skal laves nye lokalplaner, men i Århus har forbuddet mod det omdiskuterede tegltag været en del af alle nye lokalplaner i de seneste 3-4 år.
Forbuddet sker dels af arkitektoniske hensyn, fordi kommunerne vil beholde de gamle byggetraditioner med uglaserede teglsten, og dels af hensyn til de borgere, der føler sig generet af genskinnet fra naboens tegltag.
Derfor generer glaserede tegltag
Glaserede tegltag kan genere naboerne, fordi de glaserede tegl reflekterer solens stråler, og dermed skaber genskin. Mens andre tegltyper i større eller mindre grad absorberer nogle af solens stråler, har højglaserede tegl en 100 procent refleksion.
Selvom alle højglaserede tegltag reflekterer solens stråler på samme måde, er der forskel på, hvor generende de skinnende tage er for naboerne. Det kommer både an på, om der er niveauforskel mellem husene, og hvordan husene er placeret i forhold til hinanden.
- Hvis man selv bor i vest og får lagt glaserede tegl på taget, er det bestemt ikke sjovt for naboen at sidde ude i sin have. Det glaserede tag vil være ligesom 1000 spejle, der reflekterer lyset, og nogle folk bliver dårlige og får kvalme, hvis de bliver udsat for mange refleksioner, siger Tommy Bisgaard, direktør i Kalk og Teglværkforeningen.
Retssag om glaserede tagsten ankes måske
Det er endnu ikke besluttet, om sagen fra Lystrup bliver anket. Familiens Schjerbecks advokat, Mads Rossen, vil ikke blive overrasket, hvis sagens tabere anker dagens dom til landsretten.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Genskinnet forsvinder med tiden fordi der kommer en biofilm på taget.
Vi havce et lignende tilfældse i Silkeborg på E nglbommevej hvor der er et kæmpetag med glaserede teglstensom havede et stort genskin . I dag er det forsvundet.
Hvis man ikke kan vente de år kan taget sprayes med klar tectyl som man anvendet til biler. En have sprøjte kan anvendes til formålet.
Tagene har den fordel at der sjældent gror mos på dem, hvilket det fleste med eternit tage døjer med .
Venlig hilsen
Karsten Pedersen
Da jeg ikke har læst dommen, ved jeg ikke om den er konkret bedømt (hvilket man må gå ud fra, da der efter min opfattelse fortsat bør være mujlighed for at benytte den salgs tegl til de huse, der - som Morten Borg anfører - kan bære det, dvs. at de passer til huset og at de ikke heller generer naboer).
Det er naturligvis synd for denne husejer som påføres udgiften, men for byernes udseendes skyld er dommen ikke mindre end fantastisk - lad os håbe den dels danner præcedens, dels får flere kommuner til at indføre forbud.