Da Christine Lund Jakobsen havde sin førstefødte søn i barnevognen, gik hun tur i villakvartererne i Hjørring for at se på huse. Da hun kom forbi en murermestervilla, var hun solgt – mest på grund af det store, smukke magnoliatræ, der stod i forhaven ved indkørslen. Nu, 20 år senere, bor hun stadig i villaen. Børneflokken er vokset til fire, hun er blevet skilt og gift igen, og træet i indkørslen har hvert forår skænket hende glæde. 

Christine købte sit hus i 2003 og gætter på, at magnoliatræet blev plantet af de forrige ejere, der havde haft huset siden slutningen af 1960’erne. 

– Jeg har altid syntes, at magnoliatræer er helt vildt flotte, og det var tydeligt, at det var et træ, der havde stået der i mange år, med gode stammer og masser af blomsterknopper. Det syntes jeg bare, der var noget magisk over, erindrer hun.

Kraftfulde knopper

Hendes hus ligger på en 700 m2 stor grund med for- og baghave. I baghaven er der kun nyplantede træer, i forhaven står magnoliatræet og dets nabo, en kæmpe blodbøg. 

– Jeg har beskåret blodbøgen flere gange, så den ikke skygger for meget og får overtaget kraften fra magnoliatræet, fortæller hun. 

Ellers passer magnoliatræet sig selv. Familien kan se træet inde fra stuen, men om foråret, når træet skal til at blomstre, sætter Christine sig ud på den lille trappe, der går fra stuen og ned i forhaven, for at nyde synet af træet. 

– Jeg synes, der er noget kraftfuldt over blomsterknopperne, både i farverne, og fordi det bare er nogle visne pinde om foråret, men ret hurtigt kommer der nogle kæmpeblomster. Det flotteste i verden er, lige inden de springer ud, der er så meget kraft i det, udtaler hun.