Kort om det rullende anneks

Beliggenhed: Carnation i den nordvestlige stat Washington, USA.

Hustype: Maxon Studio er et privat anneks i to etager.

Størrelse: Annekset er 4,5 meter højt og omkring 10 m2 på hver af de to etager.

Opført: 2023

Arkitektfirma: Olson Kundig med Tom Kundig, FAIA, RIBA, Design Principal. Se mere på Olsonkundig.com

Forestil dig at gå ud ad din hoveddør for at sætte dig ind i et rullende anneks hver morgen for at lade dig transportere 34 meter på jernbanespor til endestationen, hvor annekset nu er omgivet af andre træer og udsigter.

Det er virkelighed for Lou Maxon, som fik arkitektfirmaet Olson Kundig til at skabe sig et magisk, rullende arbejdsrum.

Godt 34 meter jernbanespor er lagt ud i haven hos Lou Maxon, der ønskede sig et anneks, hvor han både kunne arbejde og tænke kreative tanker.

Anneks på hjul

Kreativt er det, at annekset er på hjul og er placeret for enden af jernbanesporene for til enhver tid at kunne rulles de 34 meter væk fra hovedhuset og helt ned i baghavens træfyldte omgivelser. Det giver ejeren følelsen af at gå på arbejde væk hjemmefra, men dog med så fleksible transportmuligheder, at han hurtigt kan være hjemme igen.  

– Annekset og hele ideen med at have et sted tæt på hjem, hvor du kan fokusere, være kreativ og lade dig inspirere af naturen føles magisk, fortæller Tom Kundig, arkitekt i Olson Kundig.

Rullende anneks er inspireret af gamle togvogne ved Seattle

Det rullende anneks er inspireret af gamle togvogne i regionen omkring Seattle. Det vises blandt andet i brugen af materialer som jern, stål og træ og flere elementer indenfor som fx et originalt tog-styresystem, der er moderniseret, og i dag kan få annekset til at rulle.

Underetagen i annekset er indrettet som kontordel med et indbygget skrivebord og hylder til opbevaring og udstilling. Overetagen er afslapningsrum, hvor der er plads til at læne sig tilbage, nyde naturen og tænke store tanker. En stålstige gør det muligt at komme op og ned, mens en lille lift kan transportere tunge ting de to etager imellem.

Billedserie: Anneks på hjul