Rose Marie Ingerslev – 12 år

– Vi er på vores trampolin. Det er sjovt at hoppe og lave tricks – og bare komme ud og lave noget i stedet for at sidde inde på værelset. Jeg hopper tit bare lidt frem og tilbage, men nogle gange laver jeg også tricks. Jeg er her selvfølgelig mest om sommeren, når jeg kommer hjem fra skole, men også nogle gange om aftenen. Jeg har også prøvet at hoppe, mens der lå sne om vinteren. Det var tungt, sjovt og meget glat.

Mig og min kusine laver tit sådan noget ”stempel”, hvor man kan hoppe meget højere. Hun laver et stort hop og hopper væk, og så flyver jeg op – det er vildt sjovt. Mine to små brødre er der også nogle gange, og min lillesøster har lige lært at lave et flikflak. Så kalder vi på hinanden og viser, hvad vi kan.

Der har været en trampolin næsten fra starten, da vi flyttede ind, men den her er ret ny.

Elin Storck Birkholm Falshøj – 10 år

– Jeg sidder i min vindueskarm. Det synes jeg er et dejligt sted, fordi her er stille og køligt, og jeg kan følge med i, hvad der sker udenfor.  Nogle gange trækker jeg gardinerne helt for, så det bliver som et lille rum. Jeg kan godt lide at sidde her og spise eller læse – lige nu læser jeg ”Heartstopper”. Ofte sker der ikke så meget udenfor, men det gør ikke noget.

Jeg kan huske første gang, jeg sad her. Det var fem dage efter vi var flyttet ind. Jeg kom hjem fra skole og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle lave. Så satte jeg mig her med et tæppe, og så blev det ligesom bare mit sted.

Jeg kunne godt tænke mig, at vores hjem var lidt større. Men det er dejligt med en stor sofa, hvor vi kan ligge mange sammen og hygge os.

Erle Vammen Haug – 10 år

– Vi er i familieteltet i haven. Her kan jeg sove, læse og bare hygge mig, og det er noget af det bedste ved stedet. Her er hyggeligt, og jeg kan se naturen omkring. Selvom jeg har et værelse indenfor, føles det ikke på samme måde, fordi jeg bare ikke kan holde ud at sidde og kigge ud på solen og blomsterne. Derfor er teltet lidt som mit værelse i haven.

Jeg er her kun, når det er lunt og sommeragtigt, teltet er kun slået op i sommerhalvåret, men så bruger jeg det oftest, når jeg kommer hjem fra skole. Jeg kan lide at være her alene eller sammen med mine venner eller min storesøster, og nogle gange kommer min mor eller Lars også og sidder og læser lidt. Rigtig tit er vores hund, Eigil, her også sammen med mig.

Sidste år var min veninde og jeg herude, hvor vi havde indrettet teltet med borde, stole og en masse legeting. Vi spiste aftensmad herude og ville også have sovet her, men det blev alligevel for koldt om natten. Jeg håber, jeg snart skal prøve at sove herude.

Jeg synes, det er vigtigt, at et hjem ikke er alt for opryddet. Der må gerne ligge lidt ting fremme, for så får man nemt en idé til, hvad man kan lave.

Freja Storck Birkholm Falshøj – 16 år

– Vi er på mit værelse hos min mor i Lystrup. Her kan jeg være mig selv, og jeg føler mig tryg, fordi jeg selv har valgt, hvordan det skal indrettes, og hvad der hænger på væggene. Jeg elsker at være her, og jeg er her tit

Jeg kan især godt lide at gøre mig klar om morgenen eller sammen med mine veninder, inden vi skal til fest. Vi finder outfits og lægger makeup sammen, så hører vi musik – fx ”Love Yourz” af J. Cole – jeg er meget stor fan af ham! Mine søskende er altid meget nysgerrige.

Jeg kan huske engang, hvor min bedste veninde sov her på min fødselsdag, så vi vågnede sammen om morgenen – det var virkelig hyggeligt.

Jeg synes, det er vigtigt, at et hjem har et sted, hvor børn kan gå hen og være sig selv. Og at de også får lov til at være med til at indrette, især deres egne værelser.