Det fik stor opmærksomhed, da amerikanske Tesla i sommeren 2016 annoncerede sit indtog på solcelle-markedet.

Solcellepaneler fandtes allerede, men Tesla entrerede med varianter, der ligner et almindeligt, tagstensbelagt tag til forveksling.

Et år senere, i maj 2017, blev det muligt at forudbestille sit nye Tesla-solcelletag mod et depositum. Dengang var det planen, at solcellerne skulle installeres i løbet af 2018, men sådan er det ikke gået i Danmark.

Finn Jensen fra Humlebæk i Nordsjælland er en af dem, der hurtigt så muligheder i et nyt tag, der kan producere energi til familiens forbrug, uden at han skal gå på kompromis med husets udseende ved at montere meget synlige solceller.

5 hurtige om Teslas solcelletag

  • Tesla lancerede i 2016 et solcelletag, der ligner traditionelle røde og sorte teglsten og har indbyggede glaspaneler
  • Udefra ligner taget et almindeligt dansk tegltag med buede sten, men tæt på ses sensorerne inde i teglstenen
  • Tagstenene er lavet af glas, og panelerne har ifølge Tesla 98 procent af den effektivitet, som traditionelle solcellepaneler har
  • Det var oprindeligt planen, at Tesla-solcellerne skulle installeres bredt i USA fra sommeren 2017. Det skete ikke
  • Her ved udgangen af 2018 ser det ud til, at både danske og amerikanske boligejere må vente et stykke tid endnu

Hører intet fra Tesla om solceller

For at være blandt de første danskere til at få monteret et Tesla-solcelletag, fandt han dankortet frem og indbetalte et depositum på 6.920 kr. Betalingen gik igennem, pengene blev hævet fra Finn Jensens konto. Så langt, så godt.

Men så gik det i stå. Finn Jensen har ikke hørt fra Tesla siden på trods af, at han selv har gjort en indsats gennem mails og opkald for at få oplysninger om tidshorisonten og den endelige pris.

Finn Jensen forsøgte sågar at møde op i Teslas showroom centralt i København.

- Jeg prøvede Teslas forretning i Bredgade, hvor de ikke kunne hjælpe mig. Jeg blev i stedet sat i forbindelse med Tesla i Holland, men de er aldrig vendt tilbage, fortæller Finn Jensen til Bolius.

At det er småt med informationer oplever ikke kun de, der har betalt depositum, men også dem, der blot observerer fra sidelinjen. Herunder Morten Madsen, der forsker i solceller ved Forskningscentret NanoSYD på Syddansk Universitet i Sønderborg.

- Jeg har med spænding fulgt med i de store marketingfremstød, Tesla har lavet, men har ikke selv set nogle resultater af det. Det håber jeg da kommer. Som solcelleforsker ville jeg selv være meget ærgerlig over, at sådanne større fremstød på nye lovende solcelleteknologier ikke bliver fulgt op med konkret udbytte, hvis det er tilfældet, siger Morten Madsen til Bolius.

Tesla-solcelletag revet fra hylden

Mange andre – og ikke kun i Danmark – sidder i samme situation som Finn Jensen. Ifølge det amerikanske medie Electrek, der følger den globale energisektor tæt, blev Tesla-solcellerne allerede i maj 2017 udsolgt ”til langt ind i 2018”.

I november 2018 kunne mediet Bloomberg fortælle, at Tesla indtil maj 2018 modtog 11.000 ordrer på solcelle-tag, som virksomheden fortsat kæmper med at få produceret, leveret og monteret.

Fra USA er der foreløbigt kun meldinger om et par hundrede huse, der har fået Tesla-solceller i Californien, ligesom udvalgte Tesla-medarbejdere har været så heldige at få fornøjelsen tidligt i processen.

I denne video fortæller en af de amerikanere, der har fået monteret et Tesla-tag, at taget kostede ham kostede ham 100.000 amerikanske dollars (ca. 650.000 kroner). Mellem 10-15 arbejdere var to uger om at lægge taget.

Mediet Teslarati har talt med en anden amerikansk boligejer, der fik monteret et Tesla-solcelletag i maj 2018. Boligejeren fortæller til mediet, at hun blev udvalgt af Tesla, fordi hendes hus ligger tæt på Teslas hovedkvarter i Fremont, Californien. Boligejeren gav ca. 405.000 kroner for sit system, der har en effekt på 9,9 kW.

Tesla vender ikke tilbage

Bolius forsøgte i forbindelse med lanceringen i 2016 at komme i kontakt med Tesla, men de er ikke vendt tilbage på gentagne henvendelser.

Heller ikke i forbindelse med denne artikel har det været muligt at komme i kontakt med Tesla for at få et svar på, hvor langt de er med at få installeret solcelletag i stor skala i Danmark. Vi ville også gerne have spurgt Tesla, hvorfor det for kunder som Finn Jensen skal være så svært at få brugbare informationer om ikke mindst forventet leveringstid og pris.

Svaret på, hvor langt Tesla er med at få sine solceller ud på markedet, skal derfor findes ad omveje, så længe det ikke er muligt for hverken forbrugere eller medier at få konkrete oplysninger fra første hånd.  

LÆS OGSÅ: Solceller

Forsinkelser på megafabrik

Af en artikel fra nyhedsbureauet Reuters i august 2018 fremgår det, at Teslas æstetiske solcelle-teglsten er blevet forsinket på grund af produktionsvanskeligheder på Teslas nye megafabrik, der ligger i Buffalo i staten New York i USA.

Ifølge Reuters var vanskelighederne så omfattende, at elektronikgiganten Panasonic så sig nødsaget til at sælge en række komponenter, man allerede havde fremstillet til Tesla, til anden side.

Forsinkelser i Tesla-regi er ikke noget nyt, idet også produktionen af virksomhedens luksuriøse elbiler gik trægt efter lancering. Senest med Tesla Model X og Model 3, der – ligesom solcellerne – hurtigt blev udsolgt med lange leveringstider til følge.

Besværligt at indfri solcelle-løfter

Skal man tro Reuters’ kilder, så skyldes forsinkelserne blandt andet udfordringer med det, der er Tesla-solcellernes varemærke: Et tag, der ligner et helt almindeligt tag, men som kan producere strøm.

- Det æstetiske udtryk er den faktor, Elon Musik (Teslas stifter, red.) aldrig er helt tilfreds med. Det er det helt store problem, siger en tidligere Tesla-medarbejder til nyhedsbureauet.

En anden udfordring, der udgør en flaskehals, er Teslas løfte om solceller med en holdbarhed, der matcher husets samt 30 års garanti på solcellernes evne til at skabe elektricitet.

Garantien skal retfærdiggøre prisen på ca. 1.614 kroner pr. m², omregnet fra de 21,85 dollars pr. kvadratfod, Tesla har meldt ud, at den typiske husejer i USA kan forvente at betale.

Hvis vi antager, at den pris også gælder i Danmark, svarer det til ca. 232.400 kroner for 150 m², selvom taget formentlig bliver noget dyrere her til lands. Tesla har ikke meldt ud, hvad et tag med de forskellige specifikationer og designmuligheder kommer til at koste i Danmark.

Med den korte tidslinje har det tilsyneladende ikke været muligt for Tesla at gennemføre de nødvendige tests, der skal til, før den slags garantier kan udstedes med god samvittighed.   

En tredje udfordring er, at Tesla i USA ifølge flere kilder mangler taglæggere. Det er angiveligt langt mere tidskrævende at lægge et solcelletag fra Tesla, end det er tilfældet med andre solcelle-løsninger.

Mulig levering i 2019 eller 2020

Et nyt tag er en langsigtet investering og et projekt, de færreste springer impulsivt ud i, hvis ellers det gamle holder tæt, og det kan gøre ventetiden til holde ud.

For Finn Jensen og andre, der venter på en orientering, irriterer det, at man som Tesla-kunde ikke får noget at vide. Men på spørgsmålet om, hvor længe Finn Jensen har tænkt sig at vente, afsløres et dilemma. For selvom der findes andre leverandører af solcelle-tag på markedet, bidrager Tesla med noget særligt.

- Udfordringen er, at Teslas produkt på papiret er det pæneste, jeg indtil videre har set, fortæller Finn Jensen.

Fra flere amerikanske kilder lyder, at Tesla vil sætte turbo på produktionen af solceller næste år, så kunderne forhåbentlig kan regne med levering i løbet af 2019 eller 2020.

5 alternativer til Teslas integrerede solcelletag

Både danske og europæiske producenter tilbyder integrerede solcelleanlæg med små paneler, der minder om flade tagsten eller teglsten. Her er nogle eksempler:

  • ZEP solcelletagsten ligner traditionelle teglsten og fås i sort, rød og andre farver, og kan bruges til at dække hele taget på dit hus. Producenten er hollandsk og forhandles i Danmark af Energyxx
  • Sun-Net er små solcellepaneler på størrelse med en almindelig tagsten og kan placeres, så de dækker hele taget. Hvert panel kan skiftes ud enkeltvis, hvis det går i stykker
  • Solartag leverer en række forskellige løsninger af integrerede solcelletage, både som tagplader og som tagsten
  • Komproment er en dansk producent, der laver solcelletag. De enkelte paneler er flade og ligner tegl eller skiffer
  • Ennogie er en dansk producent, der laver solcelletag med indbyggede invertere. Det er også muligt at få integrerede energifangere i taget og en varmepumpe i huset, der producerer varme