Spørg Bolius

Ejerforening: Ejer kan ikke betal sin andel af forbedringer, hvad gør vi?


Hej Bolius!

I vores ejerforening, som består af 12 lejligheder, skal vi inden for to år skifte taget på ejendommen. En udgift på ca. 1,2 mio. I ejerforeningen, på en generalforsamling, har man vedtaget ikke at lave en fælles opsparing til dette formål. Hvis en ejer allerede nu melder ud, at de ikke kan betale udgiften på ca. 100.000,- når taget er skiftet, hvordan stiller det ejerforeningen? Kan vi tvinge dem til at sælge, hvis ikke de betaler? Eller, kan vi kun tvinge dem til at fraflytte - hvilket ikke hjælper ejerforeningen med indkrævningen?

mvh

Jens


Kære Jens O

Det er desværre en velkendt problemstilling, at der i en ejerforening opstår et problem med en ejer, som ikke kan eller vil betale.

Jeg kan ikke ud fra din henvendelse se, om ejerforeningen har sikkerhed for tilgodehavender i form af et (ejer)pantebrev tinglyst i den pågældende ejerlejlighed. Dette er en sædvanlig løsning, hvor ejerforeningen i sidste ende har mulighed for at få gennemført en tvangsauktion over ejendommen, hvis ejeren ikke betaler. Det er også sædvanligt, at det pågældende pantebrev har en prioritetsstilling forud for andre hæftelser – det vil sige, at ejerforeningen har en god mulighed for at opnå dækning ved tvangsauktion, idet dette pantebrev skal indfries før alle andre pantehæftelser.

Hvis et eventuelt pantebrev ikke giver dækning på tvangsauktionen, eller såfremt der slet ikke er noget pantebrev, vil jeres ejerforening også kunne rejse kravet mod den pågældende ejer personligt. Så længe der er tale om en beslutning, som ejerforeningen gyldigt har truffet, vil ejerforeningen kunne få en dom over ejeren, som fastslår, at han skal betale de 100.000 kroner.

En dom forældes først efter 10 år. Hvis ikke ejeren umiddelbart kan betale, vil der således være mulighed for at ”vende tilbage” med kravet på et senere tidspunkt.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Dennis Feyling Serup, skribent

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden