Spørg Bolius

Forældrekøbslejlighed skal sælges - men har opdaget skimmel i væggen?

Hej Bolius.

For tre år siden købte jeg en ejerlejlighed i Aarhus. Det er et forældrekøb, da min datter bor i lejligheden.

Lejligheden er ”opført” ca. 2002 i et baghus fra ca. 1850. I huset er der 8 lejligheder, min er i stuen.

Sagen er, at jeg har konstateret fugt i en væg, se billede.

Før jul 2019 begyndte min datter at klage over at vægen var begyndt at se fugtig ud og var blevet ”blød”.

Men nu er fugten slået ud og vi fjernede for et par uger siden tapetet og kunne se at en del af muren var meget fugtig.

Muren vender ind mod et depotrum og bærer samtidig en bjælke, der holder gulvet på lejligheden ovenover samt en tilsvarende mur i lejligheden ovenover.

Muren er meget fugtig og pudsen kan nemt fjernes med fingrene et godt stykke op af muren og jeg tror, at murstenene står direkte på jorden og derved suger fugt.

Der er ikke nogen fugtspærre lagt ind. Burde dette ikke være sket ved ombygningen i 2002 eller er/var der ingen regler ang. dette?

Jeg kan nok ikke bare kan rive muren ned og bygge en gipsvæg, da muren er en bærende del af bygningen; men hvilke muligheder er der så?

Jeg har læst, at man kan bore nogle huller nederst i muren og fylde disse med en væske, der så laver en form for imprægnering af de nederste sten og derved holder fugten tilbage, er det en løsning?

Eller skal jeg have fat i en murer eller bygningsingeniør for at få udbedret skaden på anden mere forsvarlig og holdbar vis?

Hvad kan sådan en udbedring ca. komme til at koste, muren er ca. 120 cm lang?

Gode råd er meget velkomne.

MVH Jørgen

Hej Jørgen

Med en ejendom fra 1850 er der med største sandsynlighed tale om opstigende grundfugt.

Om dette skulle have været sikret tilbage i 2002, ville man nok mene, men omvendt er der bare andre krav og muligheder ved en renoveringssag. Men det er klart, at man ikke bare kan sælge huset/lejligheden som nyrenoveret med denne form for fugtproblemer.

Er det et skab der står op ad væggen til højre i billedet? I så fald skal I også have taget dette ned. Der er med stor sandsynlighed fugtproblemer der bagved, ligesom der er/var på fodlisterne.

Der findes lidt forskellige løsninger og du er selv inde på en af dem. Injicering af imprægneringsmidler/-væsker kan lukke de fine porer der er i murstenene, hvilket er dem der suger via kapillareffekten. Imprægneringsvæsken trænger ud i disse porer og lukker dem. Men det kræver at væggen først udtørres, så vandet i porerne udskiftes med imprægneringsvæsken.

Andre skærer konkret ud i væggen og ilægger en stålplade eller murpap, og ellers skifter man murstenene helt og igen ligger en murpap.

Man skal selvsagt passe på med sidstnævnte, da det kan give sætningsskader, hvis man ikke passer på. Man åbner selvsagt små områder ad gangen, og ikke hele væggen.

Jeg håber du kan bruge svaret.

Jeg kan henvise til denne gode pjece fra Grundejernes Investeringsfond, eller selvfølgelig til Bolius selv. De skriver dog mest om opstigende grundfugt i kældere.

Husk desuden at du kan komme langt med god varme og ventilation, samt at bruge de rigtige ”åndbare” puds og malingsprodukter til væggene. Og så skal man holde væk fri for møbler og deslige.

Et ”sjovt” alternativ til disse vægge er elpan eller wanpan – som er nogle ”fodliste”-radiatorpaneler. De fås både i el og til at tilknytte radiatorsystemet. Disse giver god varme ind mod væggen, og sørger for en større afdampning fra væggene.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden