Danmark har et meget stabilt elnet, men den aktuelle situation med geopolitisk uro og snak om hybridkrig i Danmark øger fokus på forsyningssikkerhed. Energistyrelsen anbefaler, at du er forberedt på, at strømmen kan afbrydes, og deres råd går især på, at du har tænkt på at have batteribelysning og har mulighed for at lave mad uden strøm.

Det er også en mulighed at undersøge muligheden for at have sin egen nødstrøm i tilfælde af strømafbrydelser, og en af de oplagte muligheder er at have en benzingenerator, hvis du bor i hus. Benzingeneratorer fås fra omkring 1.500 kr. og opefter. 
 

Sådan virker en benzingenerator

En benzingenerator er simpelt forklaret en mindre benzinmotor, der er koblet til en generator. Generatoren omdanner mekanisk energi til elektricitet. Når motoren kører, skaber generatoren vekselstrøm på 230 V, som kan forsyne elektriske apparater.

Mange campister eller bådejere kender denne type generatorer, for det er en relativt nem og billig måde at sikre sig strømforsyning, hvis man er et sted, hvor der ikke er strøm.

Generatoren kan fx bruges til at give strøm til din fryser eller dit køleskab, så du forlænger holdbarheden på dine madvarer, og hvis du ikke har andre strømkilder, kan du også oplade mobiltelefoner og batteribanker.

Sådan bruges en generator

Generatoren skal altid placeres udendørs for at forhindre kulilteforgiftning. Ved hjælp af forlængerledninger kan du tilslutte de elektriske apparater i huset, som du vil forsyne.

Hvor mange apparater du kan tilslutte og have tændt, afhænger af generatorens effekt.
En mindre generator har typisk en effekt på omkring 2.000 W, og hvis dit køleskab har et strømforbrug på 400 W, og din fryser har et forbrug på 200 W, så kan generatoren uden problemer forsyne de apparater med strøm, så længe den kører.

Derfor er køkkenudstyr som ovn, mikrobølgeovn, induktionskogeplader og elkedler mindre velegnede at drive med en generator, fordi de typisk har et højt strømforbrug og derfor kræver en større generator. Til madlavning er det mere effektivt at have en nødløsning med et gasblus.

To typer af generatorer

Overordnet set er der to typer af generatorer til den civile befolkning: såkaldte konventionelle generatorer og inverter-generatorer.

Forskellen på de to typer er, at den konventionelle generator skal køre med en bestemt hastighed for at opretholde den korrekte frekvens på strømmen. Det vil sige, at hvis motoren kører ujævnt, kan spændingen også blive ujævn. Det betyder også, at den konventionelle generator kører med samme kraft uanset, om du bruger al den strøm, generatoren skaber, eller om du kun bruger en mindre del. 

Inverter-generatoren er mere moderne, og her konverteres den producerede råstrøm elektronisk til ren og jævn 230 V. Det giver en mere stabil spænding, hvilket fx gør dem mere velegnede til at forsyne følsom elektronik. Inverter-generatoren kan også justere motorhastigheden alt efter belastningen, så motoren støjer mindre og bruger mindre benzin, hvis belastningen er lav.

Hvis dit behov er at forsyne fx dit køleskab og din fryser med strøm under en strømafbrydelse, er en konventionel generator et udmærket valg, for med den type apparater betyder det ikke så meget, hvis spændingen bliver lidt ujævn.

Hvis du gerne vil forsyne elektronik såsom computere og lignende med strøm, er det bedre at vælge en inverter-generator.

Brug benzingeneratoren til det vigtigste

Fordelen ved en generator er, at du kan få en forsyning af strøm, så længe du har brændstof til, at din generator kan køre. Her er det dog vigtigt at huske, at du maksimalt må opbevare 25 liter benzin i godkendte dunke i din bolig.

En mindre generator bruger typisk omkring 2 liter benzin i timen, så det vil sige, at en benzingenerator måske kan forsyne dig med strøm kontinuerligt i omkring et halvt døgn. En benzingenerator er derfor ikke egnet til længere perioder med strømafbrydelse, medmindre du har mulighed for at købe mere benzin undervejs.

Hav styr på sikkerheden

Uanset om du overvejer en benzingenerator eller nødbatterier, bør du sætte dig grundigt ind i sikkerheden forbundet med den løsning, du vælger. For en benzingenerator er kulilte især en risiko, hvis du ikke har placeret generatoren et sikkert sted, men det er også vigtigt at have de rette kabler og bruge kablerne korrekt. For eksempel kan kabeltromler med meget lange ledninger give spændingsfald og udvikle varme, hvis ledningen er rullet op i tromlen under brug.

Fordele ved benzingenerator

  • Relativt lav anskaffelsespris
  • Fås i et bredt udvalg i forhold til pris og størrelse
  • Relativt nemme at bruge
  • Giver strømforsyning, så længe de har benzin
  • Kan forsyne de fleste apparater i hjemmet med strøm
  • Velegnede til kortere strømafbrydelser

Ulemper ved benzingeneratorer

  • Afhængig af benzin, og du må maksimalt opbevare 25 liter i boligen
  • Larmer og udleder kulilte og skal derfor placeres udendørs
  • Kan næppe køre i over et døgn på 25 liter benzin
  • Skal vedligeholdes, testes og serviceres løbende