Toyota Wowen City - fremtidens by i Japan

  • Toyota Woven City skal designes af den danske arkitektgruppe BIG.
  • Byen dækker et 70 hektar stort område for foden af det japanske bjerg Mount Fuji.
  • Indbyggertallet bliver i starten på 2.000.
  • I byen skal ny teknologi og nye former for byliv testes af.
  • Første spadestik blev taget i februar 2021.

Når den nye, japanske by Woven City står færdigt, kommer den til at huse 2.000 indbyggere på et 70 hektar stort område for foden af det berømte bjerg Mount Fuji. Det storstilede projekt er tænkt som et slags levende laboratorie, hvor nye former for byliv og teknologier skal testes af.

- Et projekt af denne skala og størrelse vil være vores mest ambitiøse til dato.

Sådan udtaler Bjarke Ingels sig i en pressemeddelelse. Den danske arkitekt, som med arkitektgruppen BIG har stået bag ikoniske projekter som 8tallet i Ørestaden i København og den pyramideformede skyskraber VIA 57 WEST i New York, er hyret af den japanske bilproducent Toyota til at udforme den futuristiske by. 

Toyotas øverste chef, Akio Toyoda, supplerer:

- Når vi bygger en helt ny by op fra grunden, får vi en unik mulighed for at udvikle fremtidige teknologier – herunder et digitalt styresystem til byens infrastruktur. Vi kan bl.a. teste en masse forskellige forbundne enheder med kunstig intelligens både virtuelt og rent fysisk i virkeligheden med beboerne, bygningerne og de køretøjer, der alle er linket sammen og kommunikerer med hinanden ved brug af data og sensorer.

Se Toyotas video om Wowen City

Kun selvkørende biler i Toyota Woven City

Den japanske fremtidsby kommer til at være et miks af privatboliger, virksomheder og detailhandel, og en rød tråd er bæredygtighed. På byens veje er der kun adgang for selvkørende, forureningsfri biler, og over hele byen vil de selvkørende køretøjer Toyota e-Palette blive brugt til transport af mennesker og levering af varer, ligesom nogle også vil fungere som selvkørende detailforretninger. 

Alle bygninger kommer fortrinsvist til at være i CO2-neutralt træ, mens solcellepaneler på tagene og bygningernes brintteknologi skal producere strøm til byen.

BIG skal bygge fremtidens by op på en helt ny måde

Ifølge arkitektgruppen BIG er målet med fremtidens by også at skabe en ny lighed mellem køretøjer, alternative former for bevægelse, mennesker og natur. Derfor bliver byen bygget op på en helt ny måde med en række kvarterer, hvor boligblokke, centrale pladser, parker og veje bliver vævet ind i hinanden.
 
Hvert kvarter bliver bygget op af otte boligblokke med en central gårdsplads. Når indbyggerne skal bevæge sig rundt, kan det foregå på tre forskellige vejtyper med plads til henholdsvis hurtige og langsomme køretøjer samt til fodgængere. I midten af hele byen får indbyggerne en stor park til rekreative formål, og hele byen får udsigt til bjerget Mount Fuji. 

Robotter og kunstig intelligens leverer varer og går ud med skraldet

I boligerne kommer indbyggerne til at teste det nyeste af inden for smart homes og robotteknologi. Bl.a. vil hvert hjem være udstyret med sensorstyret, kunstig intelligens, der fx kan holde øje med beboernes helbred, automatisk fylde køleskabet op eller gå ud med skraldet. Under jorden kommer et netværk af selvkørende robotter til at kunne levere varer direkte til hver bolig.

I starten skal indbyggerne i Woven City bestå af nuværende og pensionerede Toyota-ansatte samt besøgende forskere og forretningspartnere, men planen er, at indbyggertal og -sammensætning skal udvikle sig med tiden. 

Byggeriet til fremtidens by i Japan gik i gang i februar 2021, hvor første spadestik blev taget. Det er ikke oplyst, hvornår de første indbyggere kan flytte ind i den nye by.