Spørg Bolius

Koordinater for mine skelpæle

Er der et sted hvor man kan hente koordinaterne for en given matrikel uden at være landmåler ?

Mvh Wisti

Kære Wisti 

Matrikelkortet er et vejledende oversigtskort, der viser jordstykkernes beliggenhed i forhold til hinanden, men ikke nødvendigvis deres nøjagtige geografiske placering. Det betyder at matrikelkortets skel ikke altid falder sammen med de synlige grænser i landskabet / baggrundskortet.
 
Før matrikelkortet blev digitaliseret til dé vi kender i dag, bestod det af ca. 16.000 papirmatrikelkort - de såkaldte ø-kort. Disse kunne være hele eller delvise ejerlav. Disse matrikelkort og tidligere gældende matrikelkort betegnes som historiske matrikelkort. De historiske matrikelkort kan findes på hjemmesiden historiskekort.dk. Det er ret hyggeligt at sidde og undersøge.
 
Det digitale matrikelkort er et sammenhængende kortværk, der er opbygget på grundlag af et fælles referencenet - altså et fælles koordinatsystem. Matrikelkortet er konstrueret ved, at sammenhængende vejmålinger og større udstykninger er indlagt i kortet for at danne en form for skelet. De resterende skel er indlagt i matrikelkortet ved digitalisering af papirmatrikelkort og en efterfølgende transformation over udvalgte punkter. Matrikelkortets visning af skel skal dermed betragtes som vejledende, da de er behæftet med en usikkerhed på typisk 0,1-4,0 m (afhængigt af område, produktionsmetode, alder og evt. opstået hævd).
 
Da nogle skel i matrikelkortet er digitaliseret fra et papirmatrikelkort kan det have medført unøjagtigheder i digitaliseringsprocessen. Derudover kan nogle af disse skel stamme fra en måling, der måske er 100-200 år gammel, og som igennem tiden ved omtegning er blevet overført fra et papirmatrikelkort til et nyt. Det kan også være, at ejendomsgrænsen har ændret sig i løbet af denne periode uden at dette er blevet registreret i matriklen. Matrikelkortet opdateres nemlig på initiativ fra ejendomsejere. Andre skel i matrikelkortet er af nyere oprindelse og indlagt på baggrund af en GPS-måling, og disse skel har dermed en høj nøjagtighed og god overensstemmelse med andre kort.
 
Så tilbage til spørgsmålet. Selv om skelpunkterne i matrikelkortet er bestemt ved koordinater kan de som udgangspunkt ikke anvendes til at fastlægge ejendomsgrænsen i marken. Kun en praktiserende landinspektør kan fastlægge en gældende ejendomsgrænse. Landinspektøren vil i den forbindelse anvende målebladene fra de matrikulære sager, der indeholder de nøjagtige mål eller koordinater til skellene. Hvis du ønsker en afsætning af et skel, skal du for egen regning kontakte en praktiserende landinspektør.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Kristian Baatrup, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden