
Foto: Heidi Lundsgaard
Beliggenheden betød alt, da Ida Bjørnstrøm skrev under på huset. Placeret på en 900 kvadratmeter stor naturgrund med skoven som nærmeste nabo lå det lille 1950’er-hus helt perfekt, syntes hun. Tilmed i cykelafstand fra Odense og den sø, hvor Ida plejede at bade.
– Jeg var fuldstændig forelsket i beliggenheden. Her var højt til himlen, men det lå stadig tæt på byen, og der var noget, som fortalte mig, at det var her, jeg skulle være. Men jeg var også klar over, at alt skulle laves om, hvis jeg skulle kunne bo her, fortæller Ida Bjørnstrøm.
Kort om boligen
Hvem bor her: Ida Bjørnstrøm (65 år), selvstændig. Mor til to voksne døtre.
Hvilken slags hus: Etplansvilla bygget i 1958 beliggende i udkanten af Odense. Overtaget af Ida Bjørnstrøm i 2023.
Økonomi: Ombygningen kostede ca. 1,3 millioner kr. Arkitekten kostede ca. 45.000 kr. for besøg og tegninger.
Hvor mange m2: 90 m2 bolig.
Husets tidligere ejer var en ældre kvinde, der ikke havde moderniseret huset, og nok var huset velholdt, men indvendigt var det en myriade af små, dunkle værelser. Badeværelset lå midt i boligen og havde ingen vinduer, der var to entréer, grundplanen var uoverskuelig, og kvadratmeterne ikke optimalt udnyttet.
Ida Bjørnstrøm og hendes datter gik da også straks i gang med at bearbejde plantegningerne på computeren. De tegnede, flyttede vægge og rum.
– Men det var svært at få til at gå op. Der var stadig mange mindre rum, og det virkede ikke optimalt, forklarer Ida, der planlagde at løse udfordringen med manglende lys på badeværelset med ovenlysvinduer.
Når hun præsenterede idéerne for håndværkere og bekendte, rystede mange på hovedet, og Ida Bjørnstrøm blev mere og mere usikker.
– Jeg tænkte: Hvad er det dog, jeg har gjort? Jeg har været igennem mange renoveringer gennem årene, men folk var ikke særlig positive, når de så det her.
Arkitekt fra tv
Tilmed var Ida Bjørnstrøm i en sårbar situation. Hendes mand var død kort forinden. Hun stod alene med flytning og ombygning, og løsningen på det lille, mørke hus med den helt perfekte beliggenhed lå ikke ligefor.

Køkkenet blev placeret i den tidligere stue, som var et lille, lukket rum. Arkitekten fik åbnet hele vejen gennem huset, og i dag er køkkenet det rum, som Ida er allermest glaf for at opholde sig i. Foto: Heidi Lundsgaard
– Jeg manglede virkelig nogen, der kunne rådgive mig og hjælpe undervejs i processen, men når jeg tog fat i en almindelig byggeleder, tænkte de meget praktisk i rør og el, og jeg ville have noget kreativt med- og modspil, siger hun.
Derfor besluttede hun sig for at kontakte Mads Kappel Mikkelsen, som hun havde set i tv-programmet ”Boligkøb i blinde”.
– Jeg havde set, hvad han kunne få ud af kvadratmeterne i andre huse, men jeg vidste jo ikke, hvad den slags kostede. Omvendt kan det blive dyrt og dumt at spare penge, og banken bakkede mig op i, at det skulle være gennemtænkt, når der var tale om så stor en ombygning. Og faktisk var det billigere at få hjælp, end jeg havde regnet med, fortæller hun.
Da tv-arkitekten gik den første runde i huset, sagde han ingenting, husker Ida Bjørnstrøm. Han gik bare og observerede.
– Jeg blev helt nervøs, og til sidst spurgte jeg, om han troede, at det kunne blive godt. Det bliver fantastisk, udbrød han så, og det gjorde mig mere rolig, fortæller hun med en latter.
Ændrede ønsker
Arkitekten bad Ida Bjørnstrøm sende nogle fotos fra sit tidligere hjem, så han kunne pejle sig ind på stilen, og så tog han ellers tilbage til tegnestuen med hendes to primære ønsker i baghovedet: lys og luft. Ida ville også gerne have etableret et ekstra værelse til overnattende gæster, men det ønske udfordrede arkitekten.

De store glaspartier og gulvene i ask skaber lys i boligen. Noget, som Ida sætter stor pris på, og som hun var bange for at komme til at savne, da hun flyttede fra sit tidligere hjem - en herskabelig, højloftet villa. Foto: Heidi Lundsgaard
– Han opfordrede mig til at bruge pladsen på mig selv i hverdagen i stedet for. Jeg havde jo fortalt, at begge mine børn bor her i Odense, så de fik ikke brug for at overnatte, og han bad mig derfor overveje, hvor tit jeg i virkeligheden havde sovende gæster. I stedet kunne jeg få en dejlig stor stue med masser af luft, siger Ida Bjørnstrøm.
Hans argumenter fik hende til at vakle. Tilmed kunne et værelse nemt etableres med en gipsvæg, hvis behovet opstod, forklarede arkitekten, der også manede Idas idé om ovenlysvinduer i jorden.
– Det ville blive en meget dyr løsning, og vi kunne skabe lys på andre måder, fortalte han, så han tænkte ikke bare kreativt, men også på økonomien, siger Ida Bjørnstrøm.
Efter en måneds tid modtog hun hans bud på en helt ny planløsning. På tegningen var de vægge, der skar huset igennem, brudt ned, så blikket og lyset kunne vandre frit. Den ene entré var forvandlet til en lille fjernsynsstue med udgang til haven, og et skur blev inddraget som vaskerum. På den måde blev kvadratmeterne brugt langt bedre, oplevede Ida Bjørnstrøm.
– Han så det med helt andre øjne og vendte det hele fuldstændig om i forhold til det, jeg selv havde tegnet, men jeg var helt solgt. Huset blev indrettet efter, hvor solen placerer sig i løbet af dagen, så jeg fik det lys, jeg drømte om, og det var tegnet efter mit budget, så jeg ikke bare fik nogle luftkasteller, som jeg ikke kunne realisere.
Håndværkere på banen
Arkitekten anbefalede Ida Bjørnstrøm en totalentreprenør, som han i forvejen samarbejdede med, og der blev holdt fællesmøder, hvor idéerne blev drøftet. Arkitekten tegnede de overordnede linjer, og derefter trak han sig tilbage.
Gode råd fra Ida til andre, der overvejer arkitekthjælp:
Research. Vurdér, hvad arkitekten i øvrigt har lavet. Er det din stil? Bed om priser fra flere.
Lav en ønskeliste. Notér dine vigtigste ønsker ned inden det første møde.
Brug timerne rigtigt. Det koster at have en arkitekt med i processen.
Husk håndværkerne. Idéerne skal kunne omsættes, og derfor kan det være en god idé, at inddrage f.eks. byggelederen på et tidligt tidspunkt.
Prioritér. Det kan godt være, at arkitekten mener, at du skal have en træterrasse hele vejen rundt om huset, eller har andre omkostningstunge forslag, men du må skære idéerne til, så de passer til dit liv og din pengepung.
– Han sagde, at der ikke var nogen grund til at bruge tid på forkromede 3D-tegninger, når entreprenøren vidste præcis, hvordan han skulle tage over, og det synes jeg egentlig var meget ærligt. Han kunne jo lige så godt have brugt en masse timer på tegnestuen.
Sammen med håndværkerne fandt Ida frem til de mere lavpraktiske løsninger som f.eks. vaskesøjle, placering af lamper og opbevaring i form af skabe og hylder, siger hun.
Efter kun godt fire måneders omfattende ombygning stod huset færdigt, og Ida Bjørnstrøm kunne flytte ind.
– Jeg har haft hjertebanken mange gange undervejs, men det gav en tryghed at vide, at det var gennemtænkt og jeg havde nogle med på sidelinjen, fortæller Ida, der valgte at følge de fleste af arkitektens forslag. Blandt andet i forhold til at prioritere stue frem for gæsteværelse. Og jeg savner det overhovedet ikke, konstaterer hun.
Alt i alt har Ida Bjørnstrøm brugt næsten lige så mange penge på renoveringen, som husets købspris, men så har hun også fået det præcis, som hun ville have det.
– Jeg er virkelig tilfreds og fik det lys og luft, jeg drømte om, på den allerbedste beliggenhed. Og når jeg ser tilbage, er de penge, jeg brugte på arkitekten, nok dem, der er brugt bedst.

Med input fra en arkitekt fik Ida Bjørnstrøm det lyse og åbne hus, som hun drømte om. Foto: Heidi Lundsgaard