August er måneden, hvor du skal plante dine jordbær, så har du allerede jordbær året efter. Alternativt kan du plante jordbær i april, men så vil udbyttet samme sommer blive meget moderat.

Du kan enten købe nye planter eller bruge eksisterende planters udløbere, altså de lange stilke, der slår rod lidt væk fra planten.

Det er vigtigt, at du ikke planter for mange planter. For at få flest og bedst jordbær skal du give dem plads og gode betingelser. 

Sådan planter du jordbær

  • Plant på havens mest solrige plet, da lys og varme øger chancen for modne, røde jordbær.
  • Løsne jorden godt, og tilføj en mild kompost. Put planten ned i hullet, og dæk dem kun en smule til. Hjerteskuddet, hvor bladene springer ud fra, må ikke dækkes til.
  • Sørg for ikke at plante planterne for tæt på hinanden.
  • Vand grundigt.

Sådan passer du dit jordbærbed

  • Vand en smule med en vandkande direkte på planten i tørre perioder. Planterne må hverken udtørre eller "svømme". 
  • Beskyt jordbærrene, fx ved at sprede halm ud i gangene mellem rækkerne. Hvis du ikke spreder halm, skal du huske at luge ukrudtet forsigtigt væk. Det kan også anbefales at bruge en fiberdug eller fuglenet henover jordbærrene, så fugle og andre dyr ikke kan komme til. Hvis du også vil undgå snegle, skal jordbærene plantes i et højbed eller ved at anlægge et sneglehegn rundt om planterne.
  • Gød evt. planterne en smule.

Tips til de bedste jordbær

Overvej at plante flere sorter sammen, så forlænger du sæsonen med friske jordbær. Smag dig frem til, hvilke jordbær du helst vil have.

Sygdomme rammer oftest planter, der er ældre end 3 år. Derudover kan høsten også skrumpe ind derefter. Så prøv at plante nye udløbere efter 2-3 år - gerne på et nyt sted, så du ikke udpiner jorden.

Podcast: Mig og min have

Episode 4: Plantning

Rigtig mange haveejere oplever, at de smider penge ud af vinduet når de planter i haven. Dels opnår de ikke det ønskede resultat og dels har formentligt truffet nogle forkerte plantevalg. I denne episode hjælper vi haveejeren på vej til en lidt større planteglæde.

Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.

Alle afsnit