Hvis du bor i ejerlejlighed, og ejendommen skal have skiftet de udtjente faldstammer ud og renoveret afløbene, er der ikke længere behov for at brække ind gennem væggen til den skjulte faldstamme til toilettet. Ved at støbe nye rør inde i de gamle kan du renoverer hurtigere og nemmere og derved mere økonomisk.
Håndvæker der ordner en faldstamme

De nye rør støbes indvendigt i de gamle

Svenskerne har haft glæde af løsningen de seneste 10 år, og nu er den på vej til Danmark. Metoden går simpelthen up på, at faldstammer og afløb renses og blæses tørre, hvorefter der støbes et nyt plastikrør indvendigt i de gamle rør.

Det kan lade sig gøre i rør helt ned til 40 millimeter i diameter. Den nye indvendig "indplastring" er mellem 2 og 4 millimeter tyk. Plastikmaterialet sprøjtes på af tre omgange, og arbejdet tager typisk to arbejdsdage for en lejlighed, fortæller Martin Noaksom, sælger og repræsentant for Proline i Danmark.

Skjulte konstruktioner skal ikke brydes op

Rådgiver i Videncentret Bolius Bjørn Bo Klahn har ingen egne erfaringer med produktet, da det er nyt på det danske marked. Men han mener, at der kan være flere fordele ved metoden.

- Hvis du skal udskifte faldstammer eller rør, kan du komme til at beskadige nogle af de andre rør, som støder op til. Derudover er faldstammer meget ofte skjulte dvs. inddækkede. Det betyder, at du normalt skal bryde en konstruktion ned, som du så skal bygge op bagefter igen, og det er dyrt, siger han.

Han mener, at det er i de tilfælde, at det giver den største gevinst at "støbe" nye rør i de gamle - både økonomisk og byggemæssigt.

Slip for besværet med flere håndværkere

Med metoden slipper du også for at koordinere adgang til dit hjem for flere forskellige håndværkere.

- Du slipper for at skulle have tømrer, maler og vvs-mand ind i hver lejlighed. Hvis de ikke kan komme på samme tid, er der en stor koordinering med nøgler og adgang til lejligheden. Det slipper du for med denne her metode, påpeger Bjørn Bo Klahn.

Et håndværk, der kræver fagkundskab

Proline uddanner selv sine deres medarbejdere, og det tager 3-4 måneder, fortæller, Martin Noaksson. Det 150 mand store firma har hovedkontor i Malmø, men kører herfra til hele Sjælland.

- Det er et håndværk, der kræver uddannelse, så vi udliciterer ikke nogen af opgaverne, men laver det hele selv.

Indtil videre har det svenske firma "skiftet rør" i 30.000 lejligheder i Sverige og Norge, og de forventer, at der bliver rigtig meget at lave i Danmark til efteråret.

Fordele ved metoden fra Proline

  • Metoden går så hurtigt, at der ikke er brug for genhusning.

  • Der er ikke noget byggeaffald tilbage efter udskiftningen.

  • Dit hjem kommer ikke til at ligne en byggeplads.

Kilde: Proline