Om aftenen gennemstråler den indvendige belysning de dele af facaden, som består af polycarbonat. Omvendt får det indvendige et strejf af lys om natten, når månen er fuld og synlig. Facaden består af en kombination af plastmateriale, træ, mursten og fibercement. Foto: Andreas Mikkel Hansen
Boligen kort
- Hvem bor her: Arkitektparret Hanne og Peter Lind-Bonderup, indehavere af tegnestuen LBB3, bb3.com.
- Hvilken slags hus: Ombygget lade fra begyndelsen af 1900-tallet.
- Hvor mange m2: Laden er på 150 m2 fordelt nogenlunde ligeligt imellem bolig og erhverv. Derudover et gæstehus, som tidligere var et hønsehus, på 12 m2. 1,5 hektar land.
Uden for vinduet i stuens rummelige siddeniche tager vinden fat i grundens høje lærke-, fyrre-, gran- og birketræer, men ellers er der flade marker, så langt øjet rækker, rundt om huset.
Vi er på besøg hos arkitektparret Hanne og Peter Lind-Bonderup, som har transformeret en gammel lade syd for Skagen til en moderne og på mange måder fremsynet bolig.
Det er 20 år siden, de begyndte at tegne og bygge, og i dag fremstår deres bolig stadig topmoderne og inspirerende i forhold til tidens fokus på bevaring og udnyttelse af de eksisterende ressourcer.
Facade med forskellige materialer
Ved første øjekast er huset ydmygt, som det ligger lidt skjult fra landevejen bag en majsmark, men når man nærmer sig, opdager man, at der er ugler i mosen materialemæssigt. Et gyldent lys skinner delvist igennem facaden og fremhæver en asymmetrisk variation i beklædningen imellem forskellige materialer – polycarbonat, træ og beton – materialer, som går igen indenfor.
Inspirationen kommer fra de eksisterende materialer, fra omgivelserne og derudover fra blandt andre den hollandske arkitekt Rem Koolhaas og italienske Carlo Scarpa, som er kendte for deres måder at sammensætte materialer på og for spændende former i beton. Det fortæller Hanne Lind-Bonderup fra det lille tekøkken.
– Her bliver det understreget, hvordan gammelt møder nyt, og det er smukt. Det er den måde at arbejde på som formgiver og arkitekt, som vi er fascinerede af. At man skal værdsætte det gamle, men at det samtidig er fint at tilføre nye materialer, som er produceret i vores tid, siger hun, og Peter tilføjer:
– Eller at man skal fremhæve forandringen. Skal du bygge nyt, behøver du ikke at bygge noget, der minder om det eksisterende. Du kan fortolke det og prøve at få samme farve eller struktur, men ofte vil man alligevel kunne se, at det er en tilbygning, i hvert fald de næste 10 år. Det interessante er, hvad der sker over tid, for om 50 år kan man ikke se, hvad der er nyt og gammelt.
I tegnestuen står den bærende konstruktion i sin rå form og vidner om stedets historie. Loftet er konstrueret af isoleringsmateriale holdt på plads af forskallingsbrædder. Foto: Andreas Mikkel Hansen
Arkitektparret Hanne og Peter Lind-Bonderup mødte hinanden som helt unge i New York og har siden boet sammen flere forskellige steder, blandt andet mange år i en lejlighed på Christianshavn. Deres fælles projekt med at transformere laden til tegnestue og bolig begyndte for 20 år siden. Foto: Andreas Mikkel Hansen
Han udpeger de gamle træspær, som bryder igennem væggen af polycarbonat ved siden af køkkenet, som et eksempel på, hvornår det er tydeligt, at nyt og gammelt mødes. Der er ikke gjort nogen forsøg på at bygge uden på den eksisterende konstruktion. Den får lov at stå frem i sin rå form som kontrast til det glatte plastmateriale.
Et år i hønsehuset
Det lille køkken er i åben forbindelse med stuen, hvor stemningen er varm og rolig. Gulvet er af beton, og ud over væggen af polycarbonat, som er et stærkt, men fleksibelt plastmateriale, er alle andre flader beklædt med krydsfinér. Det giver rummet en varm glød og en behagelig akustik.
Valget af krydsfinér til vægge og lofter kom fra et overraskende sted: fra hønsehuset. Imens parret byggede på den gamle lade, boede de nemlig i grundens gamle hønsehus, som de inden da havde renoveret, isoleret og forvandlet til et simpelt og hyggeligt gæstehus med dobbeltseng, et par reoler og en lille brændeovn. Hele rummet blev pakket ind i krydsfinér af okoumétræ, så det var krydsfinér, det hele begyndte med, fortæller Peter:
– Krydsfinéren fungerede fint i hønsehuset, så den tog vi med derfra. Vi spurgte os selv, hvordan vi kunne sætte pladerne op, så de blev til at holde ud at se på uden at blive dækket ind med fodlister, gerigter omkring dørene og skyggelister oppe under lofterne. Hvordan kunne vi skrabe alt det væk? Det kan du ikke med gipsplader, for dem kan du ikke skære præcist, men det er muligt med træplader, hvis man kan skære præcist, fortæller han og afslører et arkitektonisk greb:
– Vi har monteret pladerne på væggene med afsæt i højden på dørene. Der har vi lavet en gennemgående vandret linje i form af et mellemrum imellem pladerne. Det er en arkitektonisk detalje, der dirigerer blikket, giver visuel ro og flytter fokus væk fra fx de samlinger, man ikke har lyst til, at man skal kigge på.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Fra lejlighed til landhus
Før Hanne og Peter købte grunden med tilhørende lade, hønsehus, maskinhus og et forfaldent landhus, boede de i en lejlighed på Christianshavn og elskede livet midt i Københavns mylder. Men de drømte også om et sommerhus ved Vesterhavet og ledte så intensivt, at drømmen efterhånden tog en ny form.
De ville flytte helt ud af byen og finde en permanent bolig i det nordjyske. Derefter begyndte de at kigge på landejendomme, og helst nogle, der gav dem mulighed for at bygge noget op selv frem for at overtage noget, som nogen allerede havde gjort en masse ved.
Den mulighed øjnede arkitektparret, da de så ejendommen med laden første gang på en solrig og frostklar februardag, hvor alt glimtede. Stedet havde stået ubeboet i en årrække, og der voksede et træ op igennem taget på hovedhuset, men for dem var der muligheder.
Forførende forladthed
Hvad der ikke stod i salgsopstillingen, var dog, at der var vindmøller ikke langt derfra, og det fik dem til at bakke ud af projektet for en stund. To-tre måneder senere måtte de dog se i øjnene, at de ikke kunne glemme stedet.
Og møllerne ... de viste sig at være placeret stik nord og giver ikke skygger og faktisk heller ikke ret meget lyd, da vinden som regel kommer fra vest og syd.
– Det her sted var forsømt og forladt, og måske var det det, vi faldt for. Det stod ligesom og råbte til os, at her må der gerne ske noget. Og så var det enestående pludselig at få halvanden hektar jord, når vi havde været vant til et par potteplanter på en tagterrasse på Christianshavn, fortæller Hanne.
Et element, der særligt springer i øjnene, er muren af beton, som indrammer terrassen og fortsætter ind igennem huset. Foto: Andreas Mikkel Hansen
Fra hø til kreative tanker
Kort efter begyndte en tegne- og byggeproces, som aldrig helt er stoppet. Helt fra begyndelsen var det planen, at laden skulle være rammen om deres fælles tegnestue og om en gæstebolig, imens de ville bygge deres egen kommende bolig ved siden af.
Men hvorfor egentlig bygge et hus, når laden stille og roligt forvandlede sig til en funktionel og inspirerende base? Fra at være et sted til opbevaring af hø og nogle få husdyr skulle der dog etableres en lukket og isoleret kasse, så luftgennemstrømningen var knap så frisk.
I dag kan parret byde indenfor i både tegnestue og privat bolig, og selvom der både er tæt og isoleret, skinner bygningens historie tydeligt igennem. Det gør den især i tegnestuen, hvor der er seks meter til loftet, og ladens oprindelige spær er synlige.
Markering af overgang til bolig
Væggen af polycarbonat adskiller tegnestuen fra den private del af laden, og for at passere fra tegnestue til privat bolig skal man desuden træde op på et bredt, asymmetrisk trin af beton. Overgangen fra tegnestue til privat stue bliver yderligere markeret af, at man her går fra loft til kip til et loft i almindelig stuehøjde.
– Betonmuren er en rød tråd igennem hele boligen. Den begynder udenfor på terrassen, hvor den afskærmer uderummet, og fortsætter så ind i huset, hvor den opdeler det i tegnestue og bolig, forklarer Peter.
Han finder en skitse frem fra et tidligt tidspunkt i byggeprojektet. Her kan man se muren begynde på terrassen og fortsætte ind igennem huset, hvorefter den fortsætter uden for huset igen. Her var det planen, at muren skulle blive til bagvæggen i det nye hus, som aldrig blev bygget.
Kun én dør
Den nu private del af huset rummer foruden stuen, hvor der også er spiseplads og et lille tekøkken – det var jo kun tænkt som arbejdsplads og gæstebolig – også et soveværelse, badeværelse og grovkøkken/bryggers. Alt er i åben forbindelse. Den eneste dør i huset er ud til toilettet.
– Da vi havde ansatte, var det for nogle måske lidt mærkeligt, at de skulle gå forbi sengen på vej ud til toilettet, men det var jo kun midlertidigt, siger Hanne.
I dag driver Hanne og Peter tegnestuen alene, men de har haft op til fire ansatte plus praktikanter igennem tiden.
Ikke alle eksperimenter er optimale
Som arkitekter har deres hjem været et eksperimentarium, understreger Hanne. Der bliver løbende lavet om, og det er ikke er alle eksperimenter, parret vil anbefale til deres kunder. Det gælder fx ydervæggene i polycarbonat, fortæller de.
– Når det stormer, står de og bevæger sig. Men de har foreløbig holdt i 20 år, siger Peter.
Kommende forandringer har de selvfølgelig også i tankerne; en tilbygning, som skal rumme garage, soveværelse og badeværelse. Det vil frigive plads i den eksisterende bolig til en opgradering fra tekøkken til et køkken med en rummelig køkkenø.
– Jeg kan godt lide, at der sker ting. Og i forhold til materialer, så synes jeg, at det er interessant, når man kan se, at de forandrer sig, at de patinerer, og at de bliver brugt, siger Hanne, og Peter supplerer:
– I al den tid, vi har kendt hinanden, har vi altid befundet os på en byggeplads.