Staude angrebet af sygdom
Hej. Jeg har et Flox bed midt i plænen i fuld sol. Desværre er der gået sygdom i det de sidste par år. Bladene bliver deforme og stængler bliver tørre og bidt over lige ved jorden. Har hørt om en særlig mide, men hvad skal jeg dog gøre for at redde mine skønne planter?.
Venlig hilsen fra en meget haveglad Mie
Kære Mie
Det lader til at dine flox er blevet angrebet af rundorm.
Der findes flere forskellige måder at komme dem til livs. Det ene er at anlægge et nyt bed med en ren havejord. Det er et større projekt og ikke det rigtige valg, hvis du gerne vil beholde dine floks.
Rundormen trives ikke så godt i sur jord, så det ville være min anbefaling. Her kan du vælge den nemme men knap så bæredygtige løsning, at tilføre et lag spagnum. Du kan også vælge at lave din egen blanding af grus (2-6 mm) og gran/fyrrenåle i forholdet 1:1. Fordel det ud i dit bed, så vil det naturligt gøre jorden mere sur.
En vigtig ting er også at holde dine haveredskaber og eventuelle havesko/støvler rene, så du undgår smittespredning.
Jeg håber det lykkes for dig at få genskabt nogle gode og sunde floks.
Med venlig hilsen
