Hvert år bliver omkring 1.100 enfamiliehuse revet ned og erstattet med et nyt. Men der er også de boligejere, som går den anden vej. De bevarer huset og renoverer det med genbrugte byggematerialer og andre klimamæssigt bæredygtige løsninger.

Amalie Bergholdt og Peter Sabro er to af dem, der har valgt at gå renoveringsvejen. De har købt et lille gulstenshus i landsbyen Asperup på Fyn, som de vil totalrenovere med genbrugsmaterialer, hvor det er muligt. Indtil de går i gang, har de valgt at beholde tingene, som de er, men sætte deres eget særlige præg på huset, fx ved at udsmykke køkkenlågerne.

Fra garage til hus på 90 kvadratmeter

For dem handler det både om at finde værdi i at bo på mindre plads og at begrænse deres forbrug, og så er der også en økonomisk motivation for dem i at genbruge.

– Huset her har en grundplan på 45 kvadratmeter. Oprindeligt er det bygget som en garage, og så har det fået en førstesal, så i alt er huset på 90 kvadratmeter, og det synes vi er fin plads, siger Amalie Bergholdt.

Familien består ud over to voksne også af to små piger og to katte. De har prøvet at bo i et større hus på 170 kvadratmeter, men der oplevede de, at der bare var en masse plads, som de ikke fik brugt.

Totalrenovering med genbrugsmaterialer

Amalie Bergholdt og Peter Sabro har boet i huset i et par år, og i foråret 2026 går de i gang med den store renovering. De er ikke i tvivl om, at huset skal total renoveres.

– Huset er ikke bygget til beboelse. Vi købte det af vores nabo, som brugte huset som galleri og atelier. Badeværelserne er ikke lavet ordentligt, og mange af væggene er nærmest lavet af pap, så det ikke er muligt at hænge noget op på dem. Det vidste vi godt, da vi købte huset, og vi var også helt klar over, at vi ville to talrenovere med genbrugsmaterialer, siger Peter Sabro.

Lidt mere bøvlet med bæredygtighed

Amalie Bergholdt er uddannet designer fra Designskolen Kolding i 2016, og også dengang var bæredygtighed noget, som fyldte på uddannelsen. Peter Sabro kommer fra en tømrerfamilie, hvor han er opvokset med, at man selv klarer tingene og bruger de materialer, der er tilgængelige. Men parret er også klar over, at det ikke er alle, der tænker ligesom dem.

– Det er jo lidt bøvlet, det må vi indrømme. Det ville være meget nemmere at gå ud og købe nye plader til vores tag, end det er at finde plader i den rette tykkelse som genbrug, siger Amalie Bergholdt og fortsætter:

– Vi kan især mærke, at nogle håndværkere ikke reagerer med entusiasme, når de hører, at vi har tænkt os at bruge genbrugstræ. Vores fornemmelse er, at mange foretrækker at gøre, som de altid har gjort.

1960'er hus har bevaret fine detaljer efter renovering

I Valby ved København er Jesper Kusk og Sofie Yde også gået til opgaven med renovering af deres hus med fokus på klimamæssigt bæredygtige løsninger og genbrug. Alligevel er deres tilgang noget anderledes end hos familien i Asperup.

– Det her hus er faktisk det første, vi så på. Vi forelskede os straks i fuglene over kaminen og de mange fine detaljer, der er i huset. Men vi var også klar over, at huset kom med en del sygdomme, siger Jesper Kusk.

Huset i Valby er i dag færdigrenoveret, og selvom det har været en meget omfattende affære, hvor hele fundamentet er blevet udbedret, og hvor der er etableret nyt efterisoleret terrændæk, virker huset fra 1966 i dag stadig meget originalt. Se billeder fra huset i billedgalleriet nederst i artiklen.

– Havde huset ikke ligget i Valby og haft den pris, som et hus her i nabolaget har, er det meget muligt, at det bare var blevet revet ned. Men vi syntes, at der var så mange fine detaljer i huset, som var værd at bevare. Det er både det fine murværk og de sorte vinduesrammer og ikke mindst alle trælisterne omkring dørene og fodpanelerne i træ, siger Jesper Kusk.

Gamle ofter, døre, karme og skabe bruges igen

I det hele taget er der i huset genbrugt så mange af de originale dele, som det var muligt. Derfor blev alle fodpaneler, indvendige døre og karme samt indbyggede skabe demonteret, slebet, olieret og genmonteret, efter at der var lagt nyt gulv i hele huset. Også de oprindelige trælofter er vasket ned og bevaret.

– Lige omkring dørene havde vi en del snak, siger Jesper Kusk og peger på en dør med matteret glas.

– Ja, Jesper var ikke specielt glad for de her døre og forstod ikke rigtig, hvorfor de oprindelige ejere havde valgt dem. Det var bonderomantik i et modernistisk hus. Men materialekvaliteten var god, så vi blev enige om at genbruge dem, ligesom vi har genbrugt alle de andre døre, og nu har han vænnet sig til dem og sætter pris på dem, siger Sofie Yde.

Hele gulvet måtte skiftes, og her besluttede parret sig for et plankegulv af douglasfyr, som sikrer gulvet en lang levetid. Hvor der er bygget nye garderobe- og tøjskabe, er der ligeledes brugt douglas, og køkkenøen er udført i genbrugsdouglas.

Masser af genbrug i parcelhus

For Jesper Kusk og Sofie Yde var det naturligt at gennemføre en renovering med et ønske om at genbruge så meget som muligt, samtidig med at huset blev opdateret med nyt varmesystem og ikke mindst totalrenoveret, så det har en lang levetid foran sig.

– Undervejs har vi også fået en interesse for genbrug, og fx er vores køkkenlamper genbrugslamper fra H&M, og hylderne inde på børnenes værelser vil nok vække genklang, hvis man har gået i skole i 1980’erne, for det er også gamle genbrugshylder. Stolene i køkkenet har tidligere stået på Arkitektskolen, og de gamle ting passer så fint ind i huset, siger Sofie Yde.

Byg og renover med omtanke

Når du renoverer eller bygger om, kan du gøre en reel forskel for klimaet – og samtidig bevare husets sjæl. Det handler ikke om at gøre alting perfekt, men om at træffe kloge valg, der holder i mange år og gør boligen mere bæredygtig, smuk og funktionel.

  1. Bevar frem for at udskifte
    Mange gamle vinduer, døre og murværk rummer en kvalitet, der er værd at bevare. Når du reparerer i stedet for at rive ned, sparer du CO2 og bevarer boligens historie og karakter.
     
  2. Brug pladsen klogt
    Flere kvadratmeter betyder højere klimaaftryk. Udnyt de eksisterende rum med gennemtænkt indretning, fleksible møbler og smartere planløsning i stedet for at bygge til.
     
  3. Genbrug og tænk cirkulært
    Brug materialer fra dit eget hus, eller find genbrug gennem byggemarkeder og portaler. Tænk design for adskillelse, så materialer senere kan skilles ad og bruges igen.
     
  4. Byg langtidsholdbart
    Vælg kvalitet og tidløst design, der ældes smukt. Et solidt, gennemtænkt hus holder længere, kræver mindre vedligehold – og bliver en gevinst for både klima og kommende generationer.
     
  5. Vælg biobaserede materialer 
    Træ, hamp, halm og ler optager CO2, mens de vokser, og giver et sundt indeklima. De patinerer smukt og kan indgå i nye bygninger i fremtiden.

1960'er-huset i Valby efter renovering