Skal dine tomater stå i drivhus, kan du begynde at sætte tomatplanterne ud, når temperaturen i drivhuset er minimum 15 grader. Det er typisk her i begyndelsen af maj.  

Skal dine tomatplanter stå på friland, fx i køkkenhaven eller i potter på terrassen eller altanen, skal du lade dem stå indenfor, til der ikke længere er risiko for nattefrost – det er der ofte i slutningen af maj til start juni, men hold øje med vejrudsigten, vejret kan ind imellem drille. Du kan normalt plante dine tomater ud helt frem til 1. juli og stadig få en god høst.  

Når du planter direkte i jorden eller i krukker eller kapillærkasser

Du kan plante dine tomatplanter direkte i jorden, eller i store krukker, plantekummer eller kapillærkasser. Tomater trives bedst med god plads til rødderne, så du bør vælge store potter eller kummer. Da pladsen i kapillærkasser er begrænset, og planterne fylder meget over jorden, bør du nøjes med at plante to planter i hver sæk. Pladsen mellem planterne kan du sagtens udnytte til lave planter, fx krydderurter.  

Planter du direkte i jorden, enten på friland eller i drivhus, så vend lidt omsat kompost i jorden inden udplantning. Brug gerne kompost fra din egen kompostbunke, hvis du har en. På den måde sikrer du, at næringen forbliver i kredsløb i din egen have. Har du ikke slev kompost, kan du være heldig at du kan hente det gratis på den lokale genbrugsstation. 

I krukker og kummer kan du bruge almindelig plantemuld, evt. med lecakugler eller lignende i bunden for at sikre god dræning. Hvis du dyrker i kapillærkasser, skal du vælge en plantesæk, der passer i størrelsen til kassen, plus lidt ekstra jord til at fylde i kapillærrørene.

Sådan planter og vander du

Tag forsigtigt dine tomatplanter ud af potterne og plant dem på det ønskede sted. Plant dem i samme dybe som i potten, så der ikke er jord op langs med stænglen. Tryk jorden let til omkring tomatplanten og vand jorden igennem, så den er lidt fugtig.  

Vand tomaterne jævnligt, men ikke for meget. Tomater kan godt tåle at tørre en lille smule ud. Vand, hvis bladene begynder at hænge en smule. Brug gerne indsamlet regnvand til vandingen – på den måde udnytter du naturens egne ressourcer.   

Du behøver ikke gøde dine tomatplanter i starten, hvis du har vendt kompost i jorden eller brugt pottemuld med tilsat gødning. Hvis du ikke har brugt gødning, kan du tilsætte kunst- eller organisk gødning – dossér efter anvisningen på gødningen. Gødes tomater for meget eller med for kraftig gødning, risikerer du ranglede planter og smagløse tomater.

Forbered opbinding af tomatplanterne

Nogle tomatsorter kan blive høje, og stammen på planten risikerer at knække, hvis de ikke bindes op.  

Det er en god ide allerede nu at planlægge, om og hvordan dine tomatplanter skal bindes op, så det kan gøres løbende, efterhånden som dine planter vokser sig store.  

Etablér et godt espalier, et snoreophæng eller ståltrådsophæng, der bindes fast på væggen til planterne, mens de stadig er små. Så undgår du at skade planterne senere, når de er begyndt at fylde mere.