Gode råd til en livsstil med mindre plastik
- Forbrug mindre
Det handler ikke om at smide det plastik ud, som du allerede har i hjemmet. Nogle typer af plastik er meget holdbare, og derfor giver det ikke mening at erstatte med et nyt produkt af fx træ bare for at erstatte det.
Problemerne med plastik skyldes i stedet et stigende (over)forbrug; halvdelen af al plastik, der nogensinde er produceret, har set dagens lys siden årtusindeskiftet. Hvis du vil mindske plastik i boligen, er det en god idé at se fremad og forbruge mindre. - Sortér og aflevér til genbrug
Nytter det noget at sortere plastikemballage, når en del af det ender med at blive brændt? Ja, det nytter. Især de gode plastiktyper som PE, PET og PP-plastik kan blive til nye plastikprodukter. Og selvom noget plastik ender med at blive brændt, fordi det er dårlig kvalitet, så er det bedre at sortere end ikke at sortere. Det udleder 1½ kilo CO2 mindre, når man laver et kilo plast af plastaffald i stedet for af ny råolie.
Tue Patursson, fagekspert i Videncentret Bolius, svarer på 5 spørgsmål om plastik.
- Køb holdbare produkter
Selvom en del plastikemballage kan genanvendes, koster det alligevel ressourcer at lave det om til nye produkter. Køb hellere produkter, der holder længe og kan bruges mange gange – også selvom de er lavet af plastik. En margretheskål kan bruges i 15-20 år – eller længere. - Køb produkter af genbrugsplast
Ved at købe produkter lavet af genbrugsplast sender du et signal til producenterne om, at det er en god idé – og at de skal udvikle flere produkter lavet af genbrugsplast. Genbrugsplast bruges i en bred vifte af produkter lige fra vaskemiddeldunke og flyverdragter til designerstole og akustikplader. - Saml op og smid ud
Problemet med plastik er, når det havner i naturen, hvor det måske kan ligge op til flere hundrede år, før det bliver nedbrudt. Smid altid plastik i en skraldespand – og saml det op, hvis du støder på det i naturen.
Gode råd til en hverdag med mindre plastik
- Tag med hjemmefra …
Medbring en mulepose til indkøb i stedet for nye plastikposer, fyld en drikkedunk i stedet for at købe vand på flaske, og tag din termokop med, når du skal have kaffe to go. - Vask med omtanke
Fyld vaskemaskinen op, brug flydende sæbe i stedet for vaskepulver, og vask ved lavere temperatur. Det slider mindre på tøjet, og færre plastikfibre fra akryl, nylon og polyester bliver skyllet ud med spildevandet. - Køb hellere stort end småt
Vælg fx en stor shampoo eller håndsæbe, så du kun skal købe halvt så mange. De kan også fyldes op. - Opbevar mad i glas og genbrugsbøtter
Skær ned på fryseposer og husholdningsfilm – og brug i stedet skåle, glas eller gamle skyrbøtter, som du kan vaske af og bruge igen og igen. Kig efter ”glas og gaffel-symbolet”. Der findes også alternativer til husholdningsfilm, fx madpapir af bivoks. - Undgå at købe engangsprodukter
EU vedtog sidste år et direktiv, der forbyder engangsbestik og -tallerkener, plastiksugerør og en række andre produkter. Køb tallerkner af pap til skovturen – eller billige plastiktallerkener fra Ikea, som du kan tage med hjem fra skovturen, vaske og bruge igen og igen.