
Det er en god idé at fjerne støv oppefra og ned. Foto: Torben Klint
Det er ikke svært at støve af, men det er ret vigtigt, at du følger disse 6 tommelfingerregler fra Videncentret Bolius’ fagekspert i rengøring, Michael René, når du støver af – i hvert fald hvis du vil have mindst muligt støv i din bolig.
Fjern først løse tæpper og ryst dem udenfor
Faktisk er det bedst helt at undgå tæpper på gulvet, hvis du vil have mindst muligt støv i din bolig. Der er nemlig mange flere husstøvmider på væg til væg-tæpper og løse tæpper i forhold til på de glatte gulve.
Husstøvmiderne vil holde fast til tæppefibrene, og derfor kan du ikke gøre et tæppe lige så rent som et glat gulv med støvsugning. Glatte gulve er noget helt andet, da husstøvmiderne ikke har meget at holde fast i.

Du kan bl.a. fjerne tydeligt støv med en støvkost. Foto: Torben Klint
Start med at fjerne det tydelige støv
Er der tydeligt støv på dit gulv eller på hylder? Så fjern det først, så du ikke hvirvler det rundt, mens du går rundt og gør rent andre steder.
Brug en støvsuger, en børste eller en klud. I første omgang er den optimale rækkefølge af afstøvningen bestemt af, hvor der er mest beskidt.
Fjern derefter støv oppefra og ned
Når du har gjort rent der, hvor der er mest beskidt, er tommelfingerreglen, at du mest effektivt fjerner støv oppefra og ned. Denne regel er god, fordi støvet, som du nemt kommer til at hvirvle lidt rundt, når du gør rent, altid vil falde ned og ende på gulvet. Derfor skal du slutte med at støvsuge og evt. vaske gulvet.
Mikrofiberklude er bedst til at tørre støv af
Du kan bruge alle former for klude til at fjerne støv fra overflader, men mikrofiberklude fjerner støvet mest effektivt.
Vrid kluden i en mild sæbeopløsning
Når du skal tørre støv af, er det mest effektivt at bruge en fortyndet mild sæbeopløsning. Bland fx 2 liter lunt vand med et par dråber miljømærket håndopvaskemiddel uden farve og uden parfume.
Når du har tørret en flade over, kan du polere den med et rent og tørt viskestykke, så overfladen bliver ekstra fin.
Luft ud med åbne vinduer, mens du støver af – og bagefter
Når du støver af med åbne vinduer, kan noget af støvet, som du hvirvler op, hvirvle ud ad vinduet i stedet for at hvirvle rundt i din bolig.
Derudover udvikler og formerer husstøvmider sig bedst, hvor der er lidt fugtigt, hvilket en udluftning afhjælper. Vi anbefaler generelt, at du lufter ud med gennemtræk 3 gange om dagen i 5-10 minutter.
Skal du bruge forskellige metoder alt efter, hvor du støver af?
Ja, hvis du fx tørrer støv af på overflader, der er behandlet med træolier, så kan en sæbeopløsning fjerne træolien over tid. Derfor er det bedst ikke at bruge sæbe der, hvis overfladen ikke er for beskidt.
Du kan godt tørre af med en sæbeopløsning på den slags overflader, men det vil være nødvendigt med en genbehandling lidt oftere, end hvis du ikke bruger sæbe på overfladen.
Reparer og vedligehold dit gulv for at forebygge støv
Støv gemmer sig i revner og sprækker, så hvis du vil minimere støv, er det en god ide at holde dit gulv så glat som muligt.
- Smid gamle tæpper ud eller undgå helt at lægge tæpper i din bolig.
- Slib og lakér trægulve, inden du flytter ind, og når de er slidte.
- Giv gulvet en overfladebehandling, så det får en jævn overflade.
- Reparer knækkede fliser eller gulvplanker.