De fleste brande, som kræver menneskeliv, opstår om natten, og da det er røgen, der dræber, er det muligt at sove lige så stille ind i døden uden at opdage noget. Derfor er røgalarmer en vigtig investering i dit hjem. Vi har samlet en række råd, som du bør være opmærksom på, når du skal sætte røgalarmer op.

  1. Minimum en røgalarm på hver etage

Sæt røgalarmer i loftet på alle etager. Hvis du har loft til kip eller en hems, skal røgalarmen placeres på loftets højeste punkt, da røgen stiger til vejrs og samler sig under loftet. 

I trapperum bør røgalarmen altid placeres øverst oppe.

  1. Røgalarmerne skal være placeret, så de kan høres fra alle soveværelser

Det er især vigtigt at sætte røgalarmer op i nærheden af alle soveværelser i boligen, så du og din familie er sikker på at blive vækket af den, hvis I sover. Der bør maksimalt være 10 meter mellem 2 røgalarmer.

  1. Placer røgalarmen væk fra hjørner og steder, hvor det trækker

Røgalarmer bør placeres mindst en halv meter fra vægge, da røgen er langsommere til at trænge ud i hjørner. Du bør også placere dine røgalarmer mindst en meter fra vinduer, udluftningsventiler og døre. Ellers risikerer røgen at blæse væk, så alarmen ikke går i gang. 

  1. Placer ikke røgalarmer tæt på køkken, bad og brændeovn

Undgå at sætte røgalarmer op lige ved siden af køkken, badeværelse, pejs eller brændeovn, da stegeos, vanddamp og røg herfra kan sætte alarmen i gang.

  1. Røgalarmen bør være tilsluttet til boligens faste elinstallation

Der findes forskellige typer af røgalarmer, men hvis du vælger en røgalarm, der er tilsluttet boligens faste elinstallation, er du sikker på, at den hele tiden er tilsluttet. Hvis strømmen går tager et backup-batteri over. Denne type røgalarm skal dog sættes op af en autoriseret elinstallatør.

  1. Vælg gerne røgalarmer, der kan ’tale’ sammen

Nogle typer af røgalarmer er forbundet med hinanden. Det vil sige, at hvis en røgalarm går i gang, aktiverer den de andre i huset. Det er en fordel, da du på den måde fx kan opdage en brand i kælderen, før den breder sig til stueetagen.

  1. Tjek regelmæssigt røgalarmen – og husk at skifte batterier

Du bør jævnligt kontrollere, at dine røgalarmer virker. Ofte har røgalarmen en testknap, som du kan trykke på. Ved at teste dine røgalarmer lærer du også lyden at kende.

Hvis du bruger en røgalarm, der udelukkende kører på batterier, er en god idé at tjekke den en gang om måneden. Skift batterierne en gang om året – eller hvis røgalarmen ikke virker, når du laver et tjek. 

  1. Støvsug din røgalarm

Der kan samle sig skidt og snavs i din røgalarm, og det kan derfor være en god idé at støvsuge den engang imellem. Evt. kan du gøre det til en fast rutine at støvsuge den, når du laver dit rutinemæssige kontroltjek.