Bydelen Á Reyni er i dag en af Tórshavns største attraktioner. Men for flere år siden var kvarteret tæt på at blive ryddet. I dag er det populært at eje hus her, og flere af dem er fredede.
Kommer man til Tórshavn, er bydelen Á Reyni blevet en af byens større attraktioner. På toppen af en klippe ligger de velbevarede, pittoreske huse tæt med små stier mellem sig.
Engang var husene hjemsted for byens fattigste, og op gennem 1970’erne var det stadig en slags slum. Sådan er det ikke længere. I dag er husenes størrelse på blot 25 m2 det eneste, der afslører, at det engang var de fattiges kvarter. I dag kan sådan et lille hus sagtens sælges for omkring 2,5 millioner kr., men de er svære at få fingre i og går ofte i arv fra generation til generation. Bliver et hus endelig sat til salg, sker det på auktion, hvor priserne hurtigt ryger op.
Til- og ombygninger til husene i Á Reyni skal være så diskrete som muligt som her på Kristian Blaks hus. Her lægges nyt græstag, men det kan være svært at skaffe håndværkere, der mestrer de gamle byggeskikke.
Snirklede, smalle stier og stejle trapper i Á Reyni
Bevæger man sig rundt på bydelens snirklede, smalle stier og stejle trapper blandt de små dukkehuslignende huse med klare røde eller sorttjærede farver og græstørv og birkebark på tagene, forstår man ikke, at de var én stemme fra at blive jævnet med jorden i 1960’erne. Men en byplan sikrede deres bevarelse, og den holder kommunen stadigvæk fast i. Ifølge Tórshavns stadsarkitekt, Birita Wardum, støtter man bl.a. bevaringen ved at betale prisforskellen mellem en almindelig istandsættelse og det, som kommunen ønsker at få lavet.
– Alle ændringer på husene vurderes i et udvalg, som beslutter, om kommunen skal støtte en ombygning. Vurderingerne laver vi ved at se på den traditionelle byggestil for et fisker- og skipperhus, men også på bygningens placering i byen, og om der skal bevare et kulturelt element der. Ordningen gælder kun for bygninger i bydelene Tinganes og Á Reyni, men vi vil gerne fremover kunne udpege andre bevaringsværdige områder i byen, fortæller Birita Wardum.
Røgstue i huset og klaver i fyrrummet
En af Á Reynis mangeårige beboere er Kristian Blak. Han kom til Tórshavn i 1974, hvor han fik job som gymnasielærer. Allerede året efter købte han et hus på blot 25 m² i Á Reyni, der dengang langtfra var nogen attraktion. Huset rummede en traditionel røgstue med ildsted i midten og bænke med opbevaring langs væggen. Det var også tydeligt, at man havde delt stald med nabohuset og efterfølgende forsøgt at lave en rumfordeling, der var endt med, at en meter af loftet fra Kristian Blaks hus gik ind over naboernes.
– Mit hus er nok fra 1700-tallet, og jeg fik det utrolig billigt. Husets størrelse og lidt museale karakter betød ikke så meget for mig, da jeg dengang lige havde boet på en skonnert og samtidig er historisk interesseret. Oveni havde jeg mulighed for at spille klaver, fordi der lå et fyrrum i den tidligere stald mellem naboens hus og mit, fortæller Kristian Blak.
Kristian Blaks hus var oprindeligt 25 m2, men er nu vokset til 50 m2. Birkebarken langs tagkanten er inspireret af de norske huse.
Bliktag blev til græstag
– Da jeg overtog mit hus, havde det et billigt bliktag, der støjede, når det regnede. Så det skiftede jeg ud med et græstag. Reelt indebærer det, at man lægger to lag krydsfinér med luft imellem oven på tjærepap og dernæst græsmåtten. Af dekorative årsager indførte man på et tidspunkt birkebark langs kanten ligesom på de norske huse. Rent økonomisk var tagarbejdet en lige så stor udgift, som hvis hele huset blev udskiftet. Vi er nu ved at få skiftet dele af det igen, men det er svært at finde håndværkere i dag, der kender teknikken. I første omgang fik vi nogle danske håndværkere til at ordne det, men denne gang er det nogle omrejsende franske, fortæller Kristian Blak.
Gaderne snor sig op i en af Tórshavns ældste bydele Á Reyni.
Svært at udbygge huse i Á Reyni
Proletariatet, der tidligere boede i Á Reyni, måtte ikke besidde jord. Den regel gælder stadigvæk. Derfor kan det være lidt af en udfordring at udvide boligerne, som reelt sker ved, at man køber nabohuset. Ifølge kommunens regler skal sammenbygninger være så diskrete som muligt, så husene stadigvæk ser ud, som om de er separate. Udefra kan man stort set ikke se nogen forskel på Kristian Blaks hus, der er bygget sammen med et nabohus. Men indenfor bugter rummene sig uforudsigeligt af sted i flere retninger og med niveauforskelle på op til en meter, som giver huset en særlig charme.
– Da min kone og jeg fik tre børn, begyndte pladsen selvfølgelig at blive trang, så efterhånden har vores hus sneget sig op på lidt over 50 m². Det er stykket sammen af en tilbygning, som vi kunne lave ved at rive et skur ned og ved at købe naboens hus, efter at han desværre blev sat på gaden. Her har vi formået at bo fem mennesker, men mange i kvarteret har boet med fire børn eller mere. Vi har ofte folk boende fra Danmark og USA, hvor min kone er fra, og så har vi mange venner, som bor i bygder, som man ikke altid kan komme til og fra. Derfor er der altid en dør åben i Tórshavn, fortæller Kristian Blak.
I dag kan han godt savne, at der er noget mere liv i de snørklede gader. Det er ifølge ham den kedelige side ved, at kvarteret er blevet så eftertragtet. Flere huse bliver kun brugt som sommer- eller fritidshuse. De lever ikke op til nutidens standard for helårsboliger, både på grund af deres størrelse, og fordi de er dårligt isolerede. Alligevel bliver Kristian Blak og hans kone boende. Deres børn er flyttet hjemmefra, men planen er, at en af dem en dag overtager huset.