Spørg Bolius

Andelslejlighed - er det nedhængte loft lovligt eller er det brandfarligt?

Kære Bolius,

Jeg har netop købt en andelslejlighed på 4. sal, hvor der er opstået tvivl om, hvorvidt de sænkede lofter er lovlige ift. bygningsreglementet. Lofterne er fra 2014 og 2018.

Hvis et loft er sænket mere end 40 mm, skal hulrummet så være mere end 1 m3, før følgende regler træder i kraft:

- der skal være anvendt brandhæmmende materialer, f.eks stål-regler og ikke træ-regler

- der skal anvendt brandhæmmende isolering i hulrummet

Eksempelvis:
1) Hvis et loft er sænket mere end 40 mm OG hulrummet er MINDRE end 1 m3, er loftet så lovligt, når der er brugt træ-regler og ingen brandhæmmende isolering?
2) Hvis et loft er sænket mere end 40 mm OG hulrummet er MERE end 1 m3, er loftet så lovligt, når der er brugt træ-regler og ingen brandhæmmende isolering?

Jeg spørger, da jeg konkret er i tvivl om de nedsænkede lofter i et badeværelse og i en sammenhængende entree/køkken er lovlige:

Badeværelset er på ca. 2,1 m2, hvor loftet er sænket 14-15 cm ved brug af træ-regler og uden brandhæmmende isolering, jf. vedhæftede billder

Det sammenhængende loft i entree/køkken er på ca. 10,25 m2 i alt, hvor loftet i entreen på ca. 3,75 m2 er sænket 7-8 cm, mens loftet i køkkenet på ca. 6,5 m2 er sænket 11-12 cm, ved hjælp af træ-regler og uden brandhæmmende isolering, jf. vedhæftede billeder.

Jeg vil sætte meget stor pris på jeres hjælp, da jeg er i tvivl, om jeg skal gøre krav på mine indsigelser i forhold til sælger.

På forhånd mange tak for hjælpen.

Med venlig hilsen

Lene L

 

 

Hej Lene L

I bygningsreglementets 18, vejledninger Brand side 412 kap. 4.2.10 står der

”Nedhængte lofter Det fremgår af BR18, kap. 5, § 109, at indvendige overflader skal designes og udføres, så de ikke bidrager væsentligt til brand- og røgspredning. Der er ofte et ønske om at anbringe et nedhængt loft under en etageadskillelse eller under en tagkonstruktion. Et nedhængt loft er et loft, som ikke opfylder kravene til mindst beklædning klasse K1 10 / B-s1,d0 [klasse 1 beklædning] eller til beklædning mindst klasse K1 10 / D-s2,d2 [klasse 2 beklædning]. Nedhængte lofter inkl. ophængningssystemet må ikke bidrage til brand- og røgspredningen i den tid, som personer, der opholder sig i rummet, skal bruge til at forlade rummet. For at opnå dette skal nedhængte lofter udføres af materialer, som er mindst materiale klasse B-s1,d0 [klasse A materiale]. Væg- og loftoverflader over et nedhængt loft kan sidestilles med de øvrige væg- og loftoverflader i det pågældende rum. For at reducere risikoen for brand- og røgspredning via loft og over vægge, skal alle brandklassificerede vægge være tætte og føres op igennem det nedhængte loft og op i tæt forbindelse med undersiden af den overliggende etageadskillelse eller tagkonstruktion, se Figur 4.21.”

Dvs at loftet skal være udført af klasse A materiale. Fx gipsplacer er klasse A materialer.

Jeg håber det giver svar på spørgsmålet.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine R. Sode, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden