Der var for mange minder i det hus

Hvem: Lis Brandt Larsen

Alder: 65 år

Hvor: fra nedlagt landbrug i Giver til lejebolig i Aars

Lis Brandt Larsen er opvokset i København i en lejlighed på femte sal i Valby-kvarteret, men hun har altid haft en trang til at komme ud. Væk fra byen og ud i naturen. Da hun var barn, spurgte hun altid sine forældre, hvorfor familien dog ikke flyttede ud på landet.

Den samme udlængsel kom også til udtryk, da hun efter sin realeksamen overvejede sin fremtid. Lis blev tilbudt et job, hvor hun skulle sælge pelsvarer, og hun tøvede ikke med at takke ja. Også selvom jobbet krævede, at hun bosatte sig på den spanske kanarie-ø Tenerife.

Hun nåede dog kun at være der et halvt år. Hun var træt af pelsfirmaet og sejlede i stedet til Mallorca, hvor hun fik et job i hotelbranchen. På Mallorca mødte hun sin første mand, de fik en datter, og Lis blev hængende på øen i tyve år. Selvom parret undervejs blev skilt, har Lis stadig den dag i dag et godt forhold til sin spanske familie, og hun nærer en stor kærlighed til Mallorca. Ikke den turistede del af øen, vel at mærke, men de områder, som er forbeholdt de lokale.

Fra Spanien til Aars

På et tidspunkt blev Lis’ far dog meget syg. Sammen med Lis’ mor var han flyttet til Aars i det nordlige Jylland, og Lis rejste dertil for at være sammen med dem. Da faderen døde, besluttede Lis sig for at blive i Aars.

- Det tog vel omkring to år at pakke hele mit liv i Spanien ned, men jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg rykkede til Aars. Jeg savner selvfølgelig Mallorca og mit liv dernede, men jeg mødte jo Klaus, fortæller Lis.

Sammen fik de en datter, og parret købte et nedlagt landbrugssted i nærheden af Aars. De lagde store planer for deres fremtidige liv sammen.

- Vi mødte hinanden sent i livet, og han var ni år yngre end mig. Så når jeg gik på efterløn, skulle vi ud at rejse, og jeg glædede mig til at se de huse, han skulle bygge. Han var bygningskonstruktør og byggede de skønneste energivenlige huse, siger Lis.

Enkeltbillet til Spanien

Men en dag blev Klaus diagnosticeret med cancer. Et halvt år senere var han død.

- Det var svært for mig at blive boende i vores hus. Der var for mange minder. Minder kan være gode at have, men de her minder kan man ikke stå alene med. Det er minder, som skal deles. Det gør for ondt at være alene med dem. Så jeg kunne ikke holde ud at blive boende, erindrer Lis.

Samtidig var huset svært at tage sig af.

- Mine naboer sagde, at jeg altid kunne ringe til dem, hvis jeg havde brug for hjælp. Men efter anden gang kunne jeg ikke lide at ringe mere, fortæller Lis.  

Men selvom huset lå skønt, kunne Lis ikke få det solgt.

- Det stod bare og forfaldt. Der er jo ikke nogen, der køber den slags huse her i det jyske, fortæller Lis, som i stedet valgte at lade banken overtage huset.  

- Jeg gad ikke bruge min tid på at bekymre mig om det. Jeg ville begynde at nyde livet igen. Nu ved jeg jo, hvor hurtigt det kan være væk. Livet er dejligt, men det er alt for kort, siger Lis, der ikke gad bekymre sig synderligt om økonomi. Så hun tog en snak med sin bankrådgiver og valgte derefter at flytte ind i en lejebolig i Aars.

På et tidspunkt tænkte Lis, at hun ville tilbage til Spanien og prøve af, hvordan det ville være at bo dernede i en god del af året. Så hun købte en enkeltbillet til Mallorca. Men efter to måneder måtte hun erkende, at hun savnede sine børn for meget. Hun vendte derfor tilbage til den samme lejebolig med udsigt til bæk og træer, som hun stadig bor i nu. Her har hun ikke tænkt sigt at flytte fra. Omgivelserne er rolige, og boligen er praktisk, også når Lis bliver ældre.