Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Kort om Kvotehuset
Kvotehuset er del af Realdania By & Bygs eksperimenterende byggeri MiniCO2 husene i Nyborg. De seks huse stod færdige i 2014 og er i dag solgt til private. Kvotehuset er tegnet af Pluskontoret. Huset har fokus på at nedbringe CO2-udledningen ved at skrue ned for beboernes forbrug af el, vand og varme.
Beboerne får hver måned en kvote for el, vand og varme. Overskrides den, afbrydes forsyningen, og de skal genstarte huset med en særlig nødstartknap.
Følgende tiltag er med til at nedbringe ressourceforbruget:
- Arkitektur med meget dagslys = mindre behov for elektrisk lys.
- Opdelt ovn = mindre strømforbrug, idet du ikke behøver at varme en hel ovn op til små portioner.
- Viktualierum = behov for mindre køleskab = mindre strømforbrug.
- Overdækket tørregård = mindre strømforbrug til tørretumbler.
- Kortere bade = mindre forbrug af varmt vand.
- Nemt at slukke for standby-forbrug = mindre elforbrug.
- Synliggørelse af forbrug = mere bevidsthed hos boligejeren om at forbruge mindre.
- Adskilt multimedierum med tv, spil m.m. = bevidstgørelse af strømforbrug til underholdning.
Ejernes forbrug og ageren måles over ca. tre år. Alexandra Instituttet og det rådgivende ingeniørfirma MOE A/S har foretaget analyserne. De første resultater fremgår af en midtvejsevaluering og vil senere indgå i en endelig rapport.
Det var kærlighed ved første blik, da Ruben og Dorte Kristensen så Kvotehuset i Nyborg for første gang.
Parret var på udkig efter en ny bolig, da de deltog i en rundvisning i Realdania By & Bygs seks nybyggede, energivenlige Mini-CO2 huse i Nyborg. De faldt straks for huset og blev skrevet op med det samme. En uge senere var deres gamle hus solgt, og kort tid efter rykkede de ind i det eksperimenterende byggeri.
Huset ligner ikke et almindeligt parcelhus
– Vi købte ikke huset, fordi det er energivenligt. Vi var først og fremmest på udkig efter et nyt hjem, og vi faldt med det samme for huset på grund af den alternative plantegning. Her er højt til loftet, og der er arbejdet kreativt med placeringen af vinduerne, så der er lysindfald fra alle sider. Det er meget anderledes end et klassisk parcelhus, og det kunne vi med det samme godt lide, fortæller parret, da Videncentret Bolius talte med dem i 2017.
Kvotehuset er fra starten designet til at minimere forbruget af el, vand og varme. Det betyder blandt andet, at der midt i huset er gjort plads til et gammeldags og køligt viktualierum, ovnen er delt i to, bruseren slukker selv, hvis badet varer for længe, og haven byder på overdækket tørregård. Alt sammen tiltag, som skal få beboerne til at bruge mindre el, vand og varme.
Parret sagde ja til at blive overvåget
Med købet af huset sagde parret samtidig ja til, at deres forbrug bliver fulgt intensivt via sensorer i hjemmet. Via en app overvåges al strøm ned til hver enkelt stikkontakt, og forbruget af vand og varme registreres løbende. Huset har måned for måned fået tildelt en bestemt kvote af el, vand og varme. Det visualiseres i en app med en isbjørn på en isflage, som svinder ind i takt med forbruget af el, vand og varme. Overskrides kvoten, slår alt fra, isbjørnene skvatter i vandet, og huset skal genaktiveres med tryk på en særlig knap.
– Det er en sjov udfordring, som vi har taget med. I begyndelsen tjekkede vi forbruget næsten dagligt, men nu, hvor vi kender huset og vores forbrug bedre, er vi som regel først inde og tjekke i slutningen af måneden, forklarer Ruben.
Konkurrence om at få forbruget ned
I deres tidligere hus var parret også opmærksomme på at skrue ned for forbruget af hensyn til miljøet. Men det har alligevel været en øjenåbner at have mulighed for at følge forbruget så tæt.
– Ruben kan finde på at ringe hjem for at spørge, hvad jeg laver, hvis han er ude at køre og pludselig kan se på telefonen, at vores vandforbrug går ud over normalen. Så er det bare, fordi jeg lige har kørt tre maskiner med vasketøj, siger Dorte, og hendes mand bekræfter.
– Jeg er nok den, som synes, det er lidt sjovt at se, om vi kan ramme et lavere forbrug end sidste år. Der går lidt konkurrence i det, indrømmer Ruben.
Regnvandstønder skal få vandforbruget ned
Selvom Kvotehuset er bygget, så beboerne får større bevidsthed om ressourceforbruget, er det for Dorte og Ruben først og fremmest et hjem, hvor der skal være rum til at slappe af. Derfor har det også været vigtigt for dem at bevare en normal hverdag fremfor hele tiden at optimere for at sætte forbruget ned.
Men der bliver også tænkt i alternative løsninger. Mens parret lå et godt stykke under kvoten for strøm, havde de trods kortere bade svært ved at holde sig inden for den tildelte kvote af vand.
– Vi nåede frem til, at vi brugte en del vand i haven, som jo var helt ny den første sommer. Nu har vi sat regnvandstønder op, så vi kan undgå at bruge vand fra hanen, fortæller Ruben.
På den måde kan de nu dyrke deres haveinteresse uden at bekymre sig over, om vandkvoten er opbrugt sidst på måneden.
Fakta om de seks MiniCO2 Huse
- Det Foranderlige Hus
Dette hus skal vise betydningen af ’fleksibilitet og foranderlighed’, dvs. hvor meget CO2, der kan spares, hvis et hus på forhånd er designet og indrettet til, med et minimalt materialeforbrug, at kunne håndtere de skiftende behov og krav, som en familie typisk stiller til et hjem gennem livet. - Upcycle House
Dette hus skal vise betydningen af ’genbrug og upcycling’, dvs. hvor meget CO2, der kan spares, når der primært anvendes genbrugsmaterialer og upcycel materialer til opførelsen. - De to Vedligeholdelsesfri Huse
Disse huse skal vise betydningen af ’vedligehold og levetid’, dvs. hvor meget CO2, der kan spares ved ikke at skulle vedligeholde et hus i de første 50 år. De to huse opføres til en levetid på 150 år, hvilket svarer til 2-3 gange levetiden for et almindeligt enfamiliehus. Det ene hus opføres af traditionelle materialer, som har været afprøvet gennem århundreder. Det andet hus bygges af dagens og morgendagens materialer. - MiniCO2 Typehuset
Dette hus samler og balancerer erfaringerne og resultaterne fra de foregående huse og udvikler et MiniCO2 Typehus med mindst muligt CO2-fodaftryk og bredest mulige arkitektoniske appel på almindelige kommercielle vilkår og inden for en almindelig økonomisk ramme.