Du behøver ikke blive bekymret, hvis der pludselig er dug udvendigt på dine ruder på vinduer eller terrassedør. Tværtimod er det et tegn på, at de er godt isoleret.

Hvorfor kommer der dug udvendigt på ruder?

Udvendig dug og kondens dannes på ruder, når temperaturen i natte- og morgentimerne er meget lav i forhold til dagtimerne, og når den relative luftfugtighed er høj. Det er den typisk forår og efterår.

Efter en klar nat afgiver glasset varme til nattehimlen og bliver derved koldere end den luft, der omgiver det – lidt ligesom en bils ruder en klar morgen. Når den fugtige morgenluft så møder den kolde rude, kondenserer fugten og bliver til dug, fordi glasoverfladen er koldere end luftens dugpunkt.

Derfor er dug under disse forhold et tegn på, at ruden er godt isoleret: En velisoleret rude lader kun lidt varme fra boligen slippe ud, så den ydre glasflade forbliver kold. En dårligere rude ’lækker’ varme ud gennem glasset, som holder overfladen varmere end dugpunktet – og så dannes der ingen dug.

Hvorfor er der ikke udvendig kondens på alle mine ruder?

Det er langt fra sikkert, at der vil være udvendig kondens på alle dine ruder. Der kan nemlig være forskellige mikroklimaer på din facade alt afhængig af, hvor dine vinduer og terrassedøre er placeret på din bolig, fx under tagudhæng og ved skyggende beplantning, og det er også med til at afgøre, om der dannes dug eller ej.

Skal jeg fjerne udvendig kondens fra ruderne?

Nej, det behøver du ikke.

Kondensen bliver siddende i morgentimerne, men når der kommer lidt varme og vind, varmes det ydre glas nok op til, at duggen fordamper. 
 
Men hvis de duggede ruder generer dig, kan du fx fjerne det med en vinduesskraber eller klud.  

Er indvendig dug på ruder også godt?

Nej, indvendig dug på dine ruder er tegn på dårligt isolerende ruder og/eller for høj luftfugtighed indendørs. 

Er der dug imellem ruderne på gamle termoruder, er ruderne punkteret og bør udskiftes.