Vi er lige midt i den danske sommer, og himlen over huset på den store naturgrund i udkanten af Agger veksler mellem lysende blå og fnugget, hvidt skydække. Fuglene synger om kap, og insekterne summer i det høje græs. De bliver akkompagneret af høj brummen fra bore- og slibemaskiner, for renoveringen af huset er i fuld gang. Alligevel er det let at mærke, hvorfor designer og tv-vært Søren Vester og hans familie har valgt netop denne plet ved den jyske nordvestkyst.

– Nationalpark Thy starter lige her på vores dørtrin, og her er jo vanvittigt flot og sker så mange gode ting. Agger er en rigtig hyggelig by at holde ferie i, og her bor nogle dejlige mennesker. Og så ligger det her sted lidt udenfor alting, og her er en ro, som jeg tror, mange leder efter. Her kan jeg gå i bar røv og hoppe i søen, uden at nogen opdager det, og det er det, det drejer sig om for mig, fortæller Søren Vester.

En klar mission

Huset er et husmandssted, som han og hustruen Dorthe har købt for at forvandle det til et moderne familiesommerhus. Da de overtog det, var det med en række udtjente bygningsdele og asbest i taget. Det trængte til en særdeles kærlig hånd, og de fleste ville nok have revet det ned og bygget nyt – hvilket også var anbefalingen fra de håndværkere, der så det.

– De sagde alle sammen, at det ikke kunne betale sig at renovere på det – det var der ingen chance for. Og når man så det fra starten, forstår man det sådan set godt, siger Søren Vester.

Men han har haft en klar mission fra begyndelsen: Huset skulle renoveres, og det skulle være med genbrug og biobaserede materialer.

– Nybyg har et kæmpe klimaaftryk, og der bliver brugt så meget stål, jern og beton, som er hårdt for klimaet. Planeten er presset på alle måder, og vi er nødt til at tage ansvar. I Danmark har vi brugt de ressourcer, jorden kan genskabe på et helt år, allerede i marts måned, og vi er simpelthen nødt til at ændre på vores måde at bruge ressourcer på i dagligdagen. Det går ikke, at vi bliver ved med at smide køkkener ud efter ti år og rive huse ned, der ikke er udtjent, siger han.

I DR-programmet ”Søren Vesters have” har han i en årrække vist, hvordan en have kan dyrkes uden at bruge skadelig kemi, og nu mener han, at det er tid til næste skridt, som bliver vist i programmet ”Søren Vester bygger sommerhus”.

– Mange siger, at det er for dyrt eller besværligt at bygge med genbrug og biobaserede materialer, og det er rigtigt, at det kræver noget af os som bygherrer. Men det kan godt lade sig gøre. Jeg ved godt, at jeg nok går 20 skridt længere end de fleste, men det er vigtigt for mig at vise, at der er masser af muligheder, som andre forhåbentlig kan blive inspireret af, siger han.

Søren Vester

Født: 1978

Uddannelse: Designer fra Danmarks Designskole

Bor i: Landsbyen Thise ved Limfjorden sammen med hustruen Dorthe og sønnerne Holger på 19 år og Sigurd på 16 år.

Kendt fra: Søren Vester har bl.a. været med i DR-programmerne "I hus til halsen" som designer, og "Søren Vesters have" som vært.

Følg med: Du kan følge renoveringen af sommerhuset ved Agger i DR-serien "Søren Vester bygger sommerhus", som Realdania har støttet produktionen af.

Byg og hyg – og lidt pres

Søren Vester får løn for at lave tv-optagelserne, men hele renoveringsprojektet betaler familien selv, nøjagtig som andre bolig- og sommerhusejere. De fleste af håndværkerne er fra lokalområdet, og i Agger ved alle, hvem der laver hvad, så det er nemt at finde ud af, hvem man skal ringe til for at få den rette ekspertise, forklarer Søren Vester. Og så har både han selv, Dorthe og deres to sønner brugt al deres fritid på projektet de seneste to år.

– Vi har ikke været på nogen ferier. Vi har været her, og vi har bygget, og vi har hygget os med det. Det er det, det kræver, hvis man skal have råd til det, i hvert fald i vores situation. Og jeg synes jo, at det er fantastisk, og ungerne kan lære noget om, hvordan man gør. Sigurd, min yngste, er vant til at spille ”Farming Simulator” på computeren, og det har jo vist sig, at han er bedre til at køre minigraver end mig.

Mens Søren Vester hele tiden har kunnet se drømmesommerhuset for sig, har sønnerne været skeptiske undervejs og syntes, at det krævede lige lovlig mange arbejdstimer. Dorthe har bakket op, men hun har også været presset, fortæller han:

– Det er fordi hun er den kloge af os to. Det er hende, der sørger for at have styr på tingene, og det kan man ikke altid i det her. Der har været situationer, hvor vi har været nødt til at sige, at det løser vi simpelthen senere. Der er enormt meget lovgivning på området, og det tager tid og tålmodighed at få det hele til at gå op, når man renoverer på denne måde.

Det er ikke ligetil – det indrømmer han blankt.

– Det kræver noget at finde ud af, hvilke muligheder der er for at gøre tingene på en ordentlig måde og med materialer, som er gode for klimaet og samtidig lever op til alle de krav, der er. Det er en kæmpe rejse, men det er sjovt, og her er jeg jo en nørd. Det tænder en ild i mig, når nogen siger, at det ikke kan lade sig gøre.

Et crazy lækkert sommerhus

Søren Vester viser ind gennem husets hoveddør, som med sine tre lag er et godt eksempel på hele projektet. I midten er den oprindelige dør bevaret. På ydersiden er der samme sorte beklædning som på husets gavle: genbrugstræ, der er blevet brændt med den japanske teknik shou sugi ban, som er træbeskyttelse uden brug af kemikalier. På indersiden er døren beklædt med gulvbrædder fra et restlager, som også skal pryde de indvendige vægge og lofter.

Et crazy lækkert sommerhus

Søren Vester viser ind gennem husets hoveddør, som med sine tre lag er et godt eksempel på hele projektet. I midten er den oprindelige dør bevaret. På ydersiden er der samme sorte beklædning som på husets gavle: genbrugstræ, der er blevet brændt med den japanske teknik shou sugi ban, som er træbeskyttelse uden brug af kemikalier. På indersiden er døren beklædt med gulvbrædder fra et restlager, som også skal pryde de indvendige vægge og lofter.

– Det er brædder, som er blevet sorteret fra, fordi der er for mange knaster til, at folk vil have dem som gulv, men prøv at se, de er jo virkelig smukke som vægbeklædning, siger Søren Vester.

I husets østlige ende, hvor der oprindeligt var værksted, er der lavet en tilbygning, som skal være køkken-alrum. Her er vinduer fra gulv til loft og kig til den enorme baghave, hvor Søren Vester gerne vil anlægge en sø. Det er den, han vil hoppe i med bar røv. Han peger ud gennem vinduerne:

– Lige her udenfor skal der være en terrasse i douglasgran og en badebro ud til søen. Det her sommerhus skal bare være crazy lækkert, så folk kan se, at man godt kan bygge luksus uden at tage ret meget af planeten, siger han.

– Det er brædder, som er blevet sorteret fra, fordi der er for mange knaster til, at folk vil have dem som gulv, men prøv at se, de er jo virkelig smukke som vægbeklædning, siger Søren Vester.

I husets østlige ende, hvor der oprindeligt var værksted, er der lavet en tilbygning, som skal være køkken-alrum. Her er vinduer fra gulv til loft og kig til den enorme baghave, hvor Søren Vester gerne vil anlægge en sø. Det er den, han vil hoppe i med bar røv. Han peger ud gennem vinduerne:

– Lige her udenfor skal der være en terrasse i douglasgran og en badebro ud til søen. Det her sommerhus skal bare være crazy lækkert, så folk kan se, at man godt kan bygge luksus uden at tage ret meget af planeten, siger han.

Egentlig ville han have haft køkken-alrummet endnu større, men han fik ikke lov af arkitekten, der rådgav ham.

– Han sagde, at det ikke gik, for vi skulle bruge muren mellem huset og det gamle værksted. Hvis den skulle rives ned og flyttes længere ind, ville det koste en formue, og vi skulle jo netop bruge så meget som muligt af det, der var her i forvejen, siger Søren Vester.

Huset stod, som det var, i over et år, hvor familien prøvede at bo i det og undersøge mulighederne, før de gik i gang med at renovere, og det er noget, han vil anbefale alle med renoveringstanker at gøre.

– Jeg har brugt mit netværk – arkitekter, designere og så videre – som sparringspartnere og fået en masse råd og idéer, som jeg så har arbejdet videre med. Alt i processen har taget sin tid, og lige nu (juni 2026, red.) arbejder vi nærmest i døgndrift, fordi vi er bagud. Men jeg fortryder ikke noget, for det hele har været vigtigt.

– Vi håber – alle os, der har arbejdet på det her – at man kan se, hvor meget vi har hygget os og haft det sjovt med det. Og vi håber, at vi kan vække en nysgerrighed, hvor andre tænker: ”okay, hvis de kan, så kan jeg også”, siger Søren Vester.

6 råd fra Søren Vester til en mere bæredygtig renovering

  1. Søg hjælp hos de rette fagfolk indenfor det, du vil lave – ingeniørrer, håndværkere, arkitekter osv. Deres ekspertise er alfa og omega for at lave noget ordentligt.
  2. Hav mod til at kaste dig ud i det, lave fejl undervejs og stå ved dine løsninger. Selvom naboen har noget nyt og smart, kan din genbrugsbordplade være fin. Og fejl er ikke verdens undergang.
  3. Brug, hvad du har af byggematerialer, inventar, møbler osv. Smid kun det ud, der er så udtjent, at det ikke kan mere. Meget kan friskes op med maling, slibning osv., og du sparer planeten og dig selv for ressourcer til produktionen af nyt. Når du skal vælge til og fra, så spørg dig selv: Er det her godt for planeten eller kun for mig? 
  4. Hold dig så meget fra at bruge skrap kemi som muligt. Jo flere genbrugs- og biobaserede materialer du bruger, desto sundere og bedre for klimaet bliver dit projekt.
  5. Vær realistisk omkring dit eget og familiens overskud, inden du går i gang. Et renoveringsprojekt af denne art kræver meget tid og arbejde, og det er en rigtig god idé at forventningsafstemme med familie og venner både før og under projektet.
  6. Lav en tidsplan, der ikke er for stram. Det tager tid at lave ordentligt håndværk og finde de rigtige materialer. Sæt god tid af, og nyd processen.