Hvad er en dragkiste?

En dragkiste er et møbel med skuffer til at "drage ud".

Kilde: Den Store Danske

Så længe mennesker har haft tøj og ting, har de også haft brug for opbevaring. Og kisten – en trækasse med hængslet låg – har derfor været fast inventar i de danske boliger siden vikingetiden. De sås dog i mange forskellige kvaliteter, udformninger og med forskellige udsmykninger op gennem århundrederne.

– Kisten er sådan set en af vores ældste opbevaringsmidler. En af vores ældste møbler, kan man sige. Den havde en meget praktisk funktion, men blev også prydet efter tidens mode – og efter familiens status. Man så kister både hos adlen, men også hos almuen. Der har så bare været forskellig pyntning og udformning, fortæller Stefanie Høy Brink, museumsinspektør ved Københavns Museum.

Kiste blev til dragkiste med skuffer

Sømænd opbevarede deres ting i skibskister. Brude tog en brudekiste med sig ind i ægteskabet. Og i 1700-tallet udviklede kisterne sig til en form for møbel, der blev kaldt en dragkiste. Det var stadig en kasse med håndtag i siderne og et hængslet låg. Men derudover havde opbevaringsmøblet 4-6 store skuffer. 

Ofte var dragkisten i egetræ og meget tung, men dog flytbar. De fineste havde elegante udskæringer, mens man især bondesamfundet ofte så malede kister – den såkaldte almuekunst, hvor blå, grøn eller rødbrun var grundfarven, og så var der malet simple, romantiske grene, blomster og snirkler på.

Dragkiste på herregårde i 1700-tallet

På herregårdene havde dragkisterne deres storhedstid i barokken og 1700-tallet. Man syntes, de var meget praktiske, fordi de – i modsætning til de gamle kister, der lå ned – kom op at stå og havde store skuffer, fortæller Marie Aaberg Andersen, museumsinspektør på Gammel Estrup, Danmarks Herregårdsmuseum.

Soveværelse var ikke privat

Dragkisterne stod rundt omkring i boligen, hvor linnedet – bl.a. tøj og duge – skulle bruges. Det kunne være i stuerne, men især også i soveværelserne. 

Når man ser på den smukke udsmykning, som dragkisterne kan have, kan det undre, at de skulle se så flotte ud, selv hvis de stod i soveværelset. Men det er der en logisk forklaring på.

– Det var jo først op i 1800-tallet, at soveværelset blev privat, og at man i det hele taget havde et værelse, der var dedikeret til at sove. I de små bondehuse forblev stue og soveværelse i det samme rum i endnu længere tid. Både fordi man ikke havde så meget plads, men også fordi man anså det for farligt at sove alene. Så var man jo et let offer for alt det djævelskab, man mente, at nattens mørke gemte på, forklarer Stefanie Høy Brink. 

Marie Aaberg Andersen supplerer:

– I 1700-tallet var soveværelset ikke et privat værelse, det var et halvrepræsentativt rum. Her på Gammel Estrup havde grevinden et soveværelse med dekorerede paneler, overdådigt loftsmaleri og plads til rigt udsmykkede møbler – bl.a. en dragkiste. Det var en kæmpestor ære at blive inviteret til te i hendes soveværelse, siger hun og fortsætter:

– I løbet af 1800-tallet begyndte man i højere grad at opfatte soveværelset som et privat og et fælles rum for manden og kvinden i takt med, at idealet blev det kærlighedsbaserede ægteskab frem for en alliance mellem to slægter baseret på praktik og fornuft. Blandt eliten på herregårdene blev mange dog ved med at have hver deres soveværelse.

Kommode afløste dragkiste

I 1800-tallet måtte dragkisterne efterhånden se sig slået i popularitet af de deciderede kommoder, der blev moderne.

– I bondemiljøet fortsatte mange dog med dragkisterne helt op i 1900-tallet, fortæller Stefanie Høy Brink.

Og også på de danske herregårde blev dragkisterne stående, selv om nye møbler kom til.

– Adelen havde jo livet og midlerne til at rejse rundt i Europa og orientere sig om, hvilke møbeltyper der var moderne. Men fordi slægten og de gamle traditioner og møbler var vigtige for adelens selvforståelse, og fordi man havde pladsen til det, lod man de gamle møbler blive stående, selv om man indkøbte nye. Så derfor ser vi, at man sagtens kunne have gobeliner hængende fra 1700-tallet ved siden af en kommode fra 1920’erne, forklarer Marie Aaberg Andersen.

Dragkister i egetræ – og andre træsorter – til salg

Selvom dragkisten i dag – trods udsmykning eller smuk bemaling – kan virke klodset og ekstremt tung, især hvis den er af egetræ, findes de stadig mange steder.

– Vi har flere af dem stående her på Gammel Estrup, men det er heller ikke sjældent, at man ser originale dragkister sat til salg på Den Blå Avis. I mange familier – ikke kun de adelige – er de gået i arv gennem generationer. Mange ender dog med at ville af med dem, fordi de kræver så meget plads, siger Marie Aaberg Andersen.