Er det tilladt at forstyrre havefreden med religion?
Vi har en nabo som beder bordbønner og læser højt (også fra bibelen) i haven. Desuden kommenterer de højlydt, hvad de synes, vi andre skal gøre og foretage os. Men er det tilladt at forstyrre havefreden med religion?
Sonja M.
Kære Sonja M.
Om man forstyrrer freden med oplæsning af religiøse skrifter, udtaler sig højrøstet eller lytter til høj musik er for så vidt underordnet. Hvis I mener, at jeres nabo har en opførsel, der virker generende og I ønsker at gøre noget ved det - er der to veje at gå. Først og fremmest kan I kontakte naboen på en stille og rolig måde og fortælle om jeres oplevelser. Det er ofte sådan, at naboerne slet ikke er bekendt med deres larmende adfærd, hvorfor god og løsningsorienteret dialog er vejen frem. Hvis der ikke kan opnås gensidig forståelse eller hvis man ønsker en retlig afgørelse må sagen køres som civilretlig søgsmål med påstand om, at den almindelige naboretlige tålegrænse er overskredet.
Med venlig hilsen