Spørg Bolius

Er hestegødning en god ide i køkkenhaven?

Hej Bolius

Er det en god ide her i januar at lægge et lag hestepæregødning i køkkenhaven (dels højbede og dels omkring hindbær/solbærbuske) når den er blandet (lidt) op med træflis.

Med venlig hilsen - og på forhånd tak. Henning C

Hej Henning
 
Ren staldgødning med eller uden halm bør lægges i efteråret, så den værste næring kan nå at ”brænde lidt af” før det er tid til at så og dyrke i køkkenhaven. I foråret kan hestemøg bruges, hvis det har været en tur igennem kompostbunken et års tid. Dette giver en rigtig god og næringsrig kompost.
 
Vælger du at lægge staldgødning i vinterhalvåret eller foråret, bør det som minimum være uden medfølgende halm, og kun i et mindre lag på 2-3 cm, der blandes godt med de øverste 20-25 cm af jorden i køkkenhaven.
 
At blande det op med træflis ville jeg helt undgå, da nedbrydningen af træflisen bruger meget kvælstof, der så ikke er tilgængelig for planterne. Du kan altså risikere at jorden kommer til at mangle kvælstof hvis du blander træflis i jorden.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Berit Rørbøl, haveekspert

Aktuelt på forsiden