Kun 2 procent af voksne danskere bor i dag på samme adresse eller vej, som deres voksne børn, børnebørn eller forældre, men mange flere drømmer om at gøre det.

Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Videncentret Bolius.

Undersøgelsen viser, at hver tredje godt kunne tænke sig denne boform. Og endnu flere - 80 procent – ser udelukkende fordele ved at bo om ikke sammen med familien så meget tæt på den. 

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen ”Tæthed på familie” og ”Deleøkonomi” er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Videncentret Bolius. Der er i alt gennemført 1.019 CAWI-interview med danskere i alderen 25-74 år i januar 2016”.

Læs hele undersøgelsen her 

Flere ældre bor sammen med voksne børn

Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik og DR, at antallet af husstande, hvor +64-årige bor sammen med børn mellem 27 og 46 år, er steget med 17,5 procent siden 2006.

Ifølge Danmarks Statistik fandtes der i 2012 ca. 185.000 husstande, hvor flere generationer bor sammen. Det er en stigning på næsten 30 tusinde siden 2007.

Chefkonsulent i Ældre Sagen, Margrete Kähler, forklarer udviklingen med, at 68-generationen nu er blevet bedsteforældre, og de er store tilhængere af bofællesskaber.

- De bærer jo den glæde og vitalitet i sig, som det kan give at bo sammen. Samtidig er antallet af ældre højere end nogensinde, det samme er antallet af enlige eller ældre singler, siger Margrethe Kähler.

Hvorfor vil vi bo sammen med vores forældre?

Videncentret Bolius har også spurgt danskerne, hvad de ser som de største fordele ved, at flere generationer bor enten sammen eller meget tæt på hinanden. Her svarer hver fjerde ”praktisk hjælp i en presset hverdag”, mens næsten lige så mange ser det som en fordel, at de følelsesmæssige bånd i familien bliver styrket. Især kvinderne lægger vægt på hjælpen i hverdagen.

Knap hver femte lægger vægt på boligøkonomiske fordele. Andre fordele er, at man kan få sine børn passet, eller at man kan passe sine forældre, når de bliver gamle.

Stress i hverdagen øger behov for hjælp fra familien

Sociolog Bella Marckmann, mener, at børnefamiliers stressede ugeprogram får mange til at ønske at flytte sammen med den ældre generation. Og hun tror, at mange flere ville benytte sig af muligheden, hvis det danske boligmarked var skruet anderledes sammen.

- Fx er der meget få dobbelthuse, og der tages ikke hensyn til, om dem på venteliste til en lejebolig er i familie. Gjorde man det nemmere for folk at realisere deres bofællesskabsdrømme, kunne det jo tænkes, at flere kunne og ville hjælpe hinanden internt i familien, hvilket ville betyde mindre brug for kommunen, siger hun.

Bedsteforældre mere legitimt end au pair

Langtfra alle er dog interesseret i at slå pjalterne sammen på tværs af generationen. Lidt over halvdelen (54 procent) svarer, at de ingen fordele ser ved at flytte sammen og aldrig ville overveje det. Og det er især mændene, der ikke kan se fordele i storfamilien.

Antropolog og fagekspert i Videncentret Bolius, Martin Skrydstrup, mener, at vores positive indstilling til at bo sammen på tværs af generationerne også handler om, at det i Danmark ikke er så velset at betale for praktisk hjælp. Samvittigheden har det bedre, når det er bedstefar, der henter i børnehaven og ikke fx en au pair.

- Så er du lidt mindre en kold karriere og lidt mere en omsorgsfuld forældre, der lader bedsteforældre og børnebørn få kvalitetstid sammen, siger antropologen.