Funkishus - hvordan udskifter jeg hjørnevindue så arkitekturen bevares?

Kære Bolius

Jeg ejer et gulstens hus fra 1938, som er typisk dansk funktionalisme i Bungalow byggestilen. Det har et udkraget hjørnevindue, hvor der er et stort energitab. Jeg skal have skiftet de 2 vinduer, men vil også gerne isolere udhænget, som er i hvidmalet beton.

Jeg er dog meget forelsket i vinduet/udhænget og synes det er en perle på facaden. Har I nogle referencer ift hvordan det kan løses, så æstetikken og arkitekturen bevares? dvs. så proportionerne ikke skrider.
Hvor tynd kan isoleringen være for at den fungerer og varmen ikke tabes? 

mvh. Sisse

Kære Sisse,

Jeg er helt enig med dig i at det er helt afgørende at fastholde det fine arkitektoniske udtryk i vinduesparti og udkragning, som er en vigtig del af husets personlighed.

Det er også et ømt punkt grundet varmetransmission og kuldebro.

Jeg er ikke klar over, om træ vinduerne er de originale eller om de evt. ændret fra jernrammekonstruktion, som man ellers ser det på mange huse fra Funktionalismen?

Fordelen ved trævinduet er, at det ikke de har samme problemer med kuldebro, som er jernrammevindue.

Beton indfatningen kan du ikke gøre meget ved udover at supplere med en isolering. Det ville jeg nok gøre udefra – men det vil ændre ved proportionerne på uheldig vis. Varmetabsmæssigt vinder du nok ikke meget i forhold til investeringen på det lange sigt, men der kan være et komfort hensyn, som overtrumfer.

Derimod kan du gøre en del ved selve vinduet, når jeg ser dine fotos. Både arkitektonisk og energimæssigt.

Jeg har en mistanke om, at vinduerne ikke er de originale. I hvert fald er de ændret på et tidspunkt, da de formentligt har haft et fast glasparti samt en gående vinduesramme på hver side af hjørnet.

Det vil være både praktisk og klædeligt at reetablere den funktion. Frem for lapperi; bedst med et helt nyt snedkerfremstillet vinduesparti med tynde (8 m.m.) energiruder. Gerne udført i hårdttræ, som sikrer langtidsholdbarheden og styrken i konstruktionen med mulighed for at videreføre et minimalistisk udtryk.

Med venlig hilsen

Bolius - et helejet Realdania selskab