Spørg Bolius

Har huset bærende vinduer?

Conta typehus fra 1968.

Jeg vil gerne skifte vinduer, men bekendte siger at de gamle vinduer muligvis hører med til de bærende elementer. Hvordan finder jeg ud af dette ?.'¨

Hvis de er bærende ,er det så et problem at udskifte ?

Kan sende billeder hvis ønskes.

Bedste hilsner

John

Kære John M.

Bærende vinduer/vinduespartier (at vinduesrammernes lodpost indgår konstruktivt som understøttelse af remmen) har været en almindelig konstruktion i 60 – 70’ernes parcelhuse.

Du kan muligvis se det ved at vinduesrammerne så står direkte mod hinanden og er sløjfede sammen - uden at der er placeret en søjle imellem rammerne.

Ellers kan en byggetekniker, bygningskonstruktør, ingeniør eller arkitekt se det - en erfaren tømrer vil også kunne vurder det det.

Hvis vinduerne er bærende understøtter de tagremmen, der skal så udføres ny understøtning hvis vinduerne skal skiftes ud. Nye vinduer må efter de nu gældende regler ikke indgå i den bærende konstruktion.

Hvor mange understøtninger (oftest stålsøjler) der skal til og hvor de skal placeres skal du have en ingeniør beregne.

Understøtningen skal placeres under remmen, så når der tages vandrette mål til de nye vinduer skal der tages højde for at der skal være plads til nye (stål) søjler, idet understøtningen skal placeres direkte under remmen hvilket vil sige mellem vinduerne for at kunne understøtte remmen.

Nogle vælger hvis træet er af god kvalitet og i god stand, at beholde vinduerne og så kun skifte glasset.

 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine Nielsen, arkitekt maa

Aktuelt på forsiden