Spørg Bolius

Gasfyr - kan det betale sig at supplere med varmepumpe?

Hej Bolius

Kan det betale sig at sætte en luft-til-luft-varmepumpe op til supplement til vores gasfyr?

Det drejer sig om at sætte den op i vore stue, så vi kan minimere brugen af radiatorerne i stuen. Vores stuer er ca. 50 m2 og ligger i forlængelse af hinanden med en dobbeltdør imellem.

Indedelen skal være placeret længst væk, så den blæser igennem dobbeltdøren og ind i den næste stue op mod resten af huset.

Vi har solceller på taget, som er under den gamle erhvervsordning.

Er det noget, I kan anbefale?

Med venlig hilsen 
Claus

Hej Claus

Vi har normalt ikke snakket den vej. Men den seneste uge har vi faktisk vendt muligheden, og uden at have præcise beregninger, der beviser noget, tror vi faktisk, at mange vil kunne få en bedre økonomi på den måde. 

Du skriver, jeres stuer er 50 m2. Er det mon hver af dem, eller til sammen?

Du har heller ikke noget med, hvor meget varme i bruger om året. Så der er lidt forskellige parametre, der kan pege i forskellige retninger.

Men som du bl.a. kan se i denne artikel, så er luft-til-luft-varmepumpen en ret billig opvarmning, og den er samtidig ret billig at købe og få monteret. 
Det koster de forskellige opvarmningsformer - se priserne for opvarmning af din bolig 

Men lad os lave et eksempel, som du kan tage udgangspunkt i.

Vi siger, jeres hus er 130 m2 og bruger 1.700 m3 naturgas. Det er sådan en standard, energiselskaber ofte bruger, og som også er udgangspunktet for ovenstående artikel. I så fald er prisen på naturgas i øjeblikket ca. 14 kr. Det vil altså give en udgift på ca. 24.000 kr.

Var det ren luft-til-luft, ville prisen være 1,70 kr./kWh og forbruget ca. 3.700 kWh. Altså en pris på 6.300 kr.
Lad os antage, at I kan mindske forbruget af naturgas med 1/3 del og i stedet hente den 1/3 fra varmepumpen. Så vil udgiften være (24.000x0,66)+(6.300x0,33) 17.900.
Altså en årlig besparelse på 6.100,-
En luft-luft varmepumpe koster 15-20.000 kr. Så den vil være tjent ind efter 2,5-3,5 år.
 
I har så tilmed solceller. Mon ikke I kan gøre udgiften til varmepumpen markant billigere på den måde, så besparelsen måske er 7 eller 8.000 kr.
 
Men... lige pt. er det jo nærmest umuligt at gætte om priserne fremover. Tendensen er dog, at der forventes høje (højere?) naturgaspriser, og at elpriserne forhåbentlig vil holde sig lavere og nok også sænkes lige så stille og roligt.

Du skal dog også tage andre parametre i overvejelserne så som støj fra varmepumpen. Det gælder både inde og ude, og så er det en vis mængde luft, som sættes i bevægelse igennem stuerne, hvilket nogen kan finde meget forstyrrende.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden