Forleden blev jeg spurgt til mit bolig-cv, altså et interview, hvor jeg skulle fortælle, hvor og hvordan jeg har boet igennem mit liv. Jeg har faktisk ikke boet i særlig mange boliger. Jeg er nået til min femte bolig, og de har været ret forskellige, men det, der går igen for dem alle, er fællesskab.
Jeg er født ind i et bofællesskab. Mine forældre købte med deres bedste vennepar et nedlagt hønseri, hvor vi flyttede ind, to familier, seks børn i alt. Der kom to boliger, men alt udenom var fælles. Det var en legeplads med masser af plads både ude og inde og virkelig højt til loftet.
Om det var at komme hjem med 100 ænder, rejse en vindmølle, eller at vi børn måtte køre rundt på markerne i ramponerede, gamle biler, så var der ikke langt fra idé til handling, hverken for børn eller voksne, og vi gled ubekymret ind og ud af hinandens familier.
Fra bofællesskab på landet til delelejlighed med veninde
Så det var naturligvis et stort skifte, da jeg flyttede til København og skulle starte på arkitektstudiet. En lille arbejderlejlighed på fjerde sal blev min første egen bolig, som jeg delte med en veninde.
Jeg var lidt for flittig til at invitere studievenner med hjem, så den blev lidt for trang, og herefter fulgte så et halvt år, som er den eneste periode i mit liv, hvor jeg har boet alene. For herefter flyttede min kæreste (min nuværende mand) ind.
Lejede første sal ud i hus
Den lille arbejderlejlighed vekslede vi til en lidt større lejlighed på Nørrebro. Og da studietiden var forbi, blev vores første ejerbolig en murermestervilla i Brønshøj. Der var fire etager under tag og mange kvadratmeter til en familie på fire, så indenfor et år begyndte vi at leje den øverste etage ud, og det gjorde vi i stort set alle de 25 følgende år. Det var en virkelig dejlig tagetage, og vi syntes, det var helt skørt, at den stod tom.
Vi prioriterede at have lejere boende med anden kulturel baggrund, så der har boet par fra både Polen, Ungarn og Indien. Vi har haft samme hoveddør, de kunne kigge ind i vores stue, vi havde ikke aflåst til vores del af boligen, og vaskekælderen var fælles.
Det har givet masser af sjove oplevelser, og det hyggelige er, at vi jo stadig har holdt kontakten. Og da en ung politistuderende flyttede ind med hund, blev det min mulighed for en lånehund med både gåture og pasning – det ideelle hundeejerskab for mig.
Tre generationer bor sammen i landejendom
Sidste år foretog vi et kæmpe boligskifte, da vi købte en landejendom med Store Dyrehave som nabo. Vi er rykket ind, tre generationer – døtre, svigersønner og lille barnebarn. Et boligskifte, der har givet os et kæmpe livsskifte.
Vi er rykket sammen som familie – det nære fællesskab. Men vi holder også rigtig meget af at åbne vores sted. Derfor holder vi markeder, vi har både holdt jule- og påskemarked, og vi er ved at planlægge høstmarked. Vi holder arrangementer i laden, i naturen – og flere idéer om fællesspisninger, musik, mad og kreativitet med en masse mennesker bliver ved med at poppe op og komme i idé- og planlægningskrukken.
Måske sidder du netop nu og tænker: Det ville jeg virkelig ikke orke. Jeg er slet ikke så socialt anlagt, men lad mig lige afsløre for dig, at jeg faktisk er introvert. Jeg kan virkelig godt lide mennesker og renderi omkring mig, men jeg lader mine sociale batterier op, når jeg er alene.
Vælg (bo)fællesskabet til
Mere end hver anden husstand har kun én voksen boende; 40 procent bor alene. Vi flytter senere sammen med en kæreste, og et stigende antal bor alene, efter at de er blevet enlige, ofte med antagelsen af, at det er præcis det, de har brug for. Men når vi kigger ind i vores livskvalitetsundersøgelser, så ligger netop livskvaliteten markant lavere hos dem, der bor alene, end dem, der bor sammen med andre – og det gælder både par og unge, der flytter sammen med roomies eller på kollegier.
Jeg kan med en hel del bofællesskaber i bagagen sige, at det at dele og være fælles er brolagt med udfordringer. Man skal øve sig i at kunne tale om små uoverensstemmelser, før de vokser sig store, pytknappen skal være stor, og man skal være indstillet på, at det bestemt ikke er alle kampe, der skal tages.
Men gevinsten og alt det, man kan høste i fællesskab, er sjovt, overraskende og en daglig glæde. Når vi forestiller os et hjem og bolig lige efter vores egen smag, så har vi det med at vælge fællesskab fra og i stigende grad bo alene.
Min opfordring er, at vi begynder at vælge fællesskab til og forholder os åbne og nysgerrige for, hvad det kan, for hvem ved, måske det faktisk kunne blive overraskende hyggeligt.