Idéen om at flytte i et bofællesskab er populær blandt danskerne. Og der er ofte stor rift om dem.

Heldigvis er der kommet godt gang i byggerierne af seniorbofællesskaber. Fra 2016 til 2024 er antallet af boliger i seniorbofællesskaber steget fra 4.400 til 12.370 boliger, mens antallet af seniorbofællesskaber i samme periode voksede fra 230 til 427.  

Det viser en kortlægning, som Realdania har fået foretaget af analysevirksomheden Methods.

– Det er en markant og glædelig udvikling. Det bekræfter, at mange ældre ønsker en bolig med større fællesskab, livskvalitet og tryghed i hverdagen. Vi ved, at relationer – også til vores naboer – har en enorm betydning for vores livskvalitet. Og et seniorbofællesskab kan give adgang til et aktivt hverdagsfællesskab, hvor man hilser på hinanden, støtter hinanden i hverdagen og får dyrket det gode naboskab, siger Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania.  

Flere seniorbofællesskaber åbner i 2025

Udover de seniorbofællesskaber, der er bygget, er flere på vej. I 2025 forventes 17 nye seniorbofællesskaber med 800 nye boliger at åbne.

Rum og fællesskaber for ældre

Seniorbofællesskaber kan være med til at styrke sociale relationer og afhjælpe ensomhed, viser undersøgelser.

Realdanias indsats 'Rum og fællesskaber for ældre' arbejder med at udvikle og forbedre boformer og sociale fællesskaber, som kan fremme livskvaliteten i alderdommen.

Læs mere hos Realdania.

Skriv dig op i god tid, hvis du vil bo i et seniorbofællesskab

Hvis du ønsker at bo i et seniorbofællesskab er det en rigtig god idé at være ude i god tid. En undersøgelse fra 2020 viser, at der i gennemsnit står 34 personer på venteliste i hvert bofællesskab.

Jo før du skriver dig op til en bolig, jo længere fremme er du på ventelisten, når og hvis du en dag føler dig klar til at blive del af et seniorbofællesskab.

Hvordan finder du ud af, hvor der er seniorbofællesskaber?

I Danmarkskortet herunder kan du se, hvilke seniorbofællesskaber der er i Danmark i 2024.

Ved hjælp af det store overblik kan du finde frem til et bofællesskab i lige netop det område, hvor du kunne tænke dig at bo i din tredje alder.

Du kan også se, hvilke seniorbofællesskaber der er på vej.

Etablerede bofællesskaberUnder opførelse

Om Danmarkskortet over seniorbofællesskaber

Overblikket over seniorbofællesskaber i Danmark er udarbejdet af analysevirksomheden Methods for Realdania.

Der findes ikke et centralt register over alle seniorbofællesskaber, så overblikket er blevet til ved hjælp af søgninger i medieomtaler og en række relevante aktørers hjemmesider.  

Der kan således være seniorbofællesskaber, som ikke fremgår af listen, ligesom nogle af oplysningerne kan være forældede eller forkerte. Du kan øverst i denne artikel se, hvornår Danmarkskortet senest er opdateret.

Hvordan findes jeg ellers et seniorbofællesskab?

Hvis du ikke finder et tilbud på kortet, der passer til dine ønsker, har du stadig flere muligheder. 

Hvis du selv kender et bofællesskab, der tiltaler dig, kan du prøve at kontakte dem direkte for at høre, hvordan du får en fod indenfor. 

Hold også øje i de kommuner, hvor du gerne vil bo. Kommunerne er ofte en del af samarbejdet omkring bofællesskaberne, og måske kan du finde det, du søger, på deres hjemmesider.

På Facebook, og måske andre sociale medier, kan du også finde flere grupper for bofællesskaber. Nogle grupper er for bofællesskaber, der søger nye beboere, og andre er for folk, der ønsker at skabe deres eget og derfor leder efter andre med samme tanker. Måske kender du – eller dine Facebook-venner – til nogle af disse grupper, eller også kan du forsøge dig med at søge dem frem – prøv fx at skrive "seniorbofællesskab" og det område, hvor du leder efter et fællesskab.

Der findes også dedikerede hjemmesider, hvor bofællesskaber kan annoncere for ledige pladser i fællesskabet. Her findes eksempelvis Bofællesskab.dk, hvor du finder en lang række forskellige bofællesskaber fordelt over hele landet.

Du kan også prøve at søge hos eller kontakte almene boligforeninger eller pensionskasser.