Det er blevet dyrere at indfri dit realkreditlån før tid.
Realkreditinstitutternes såkaldte godtgørelsesrente - den rente, de tager for at investere dit låneprovenu fra et omlagt lån - er blevet en strafrente, hvis du indfrier inden terminsdagen. Tidligere har renten været den samme som selve lånet, men nu er renten blevet negativ hos de fleste kreditforeninger.
Det betyder, at det kan koste dig flere tusinde kroner ekstra, hvis du vælger omlægge dit realkreditlån før tid. Hos Realkredit Danmark fik godtgørelsesrenten i oktober 2015 et hak nedad fra minus 1 til minus 1,25 procent. Sammenlignet med den mest fordelagtige godtgørelsesrente giver det en ekstraudgift på 7.800 kr. for et lån på 2,5 millioner kr. til en boligejer, der indfrier sit lån 3 måneder før tid.
Negativ godtgørelsesrente
Du betaler kreditforeningen for at passe på dine penge. I de fleste kreditforeninger får du en negativ rente, når de investerer provenuet for din låneomlægning.
Kreditforening | Godtgørelsesrente i procent (21/11 2016) |
BRF Kredit | -0,75 |
Nordea Kredit | -1,15 |
Nykredit | -0,95 |
Realkredit Danmark | -1,15 |
Godtgørelsesrente er blevet dyr
Hans Peter Christensen, partner i rådgivningsvirksomheden Uvildige sukker over, at det er så dyrt at lade realkreditinstitutterne passe på sine penge.
- Man kan ikke gøre andet end at vente til opsigelsesdagen, siger Hans Peter Christensen, partner hos rådgivningsfirmaet Uvildige.
Regnestykket er indviklet
Når du omlægger et lån før terminsdagen, udbetaler kreditforeningen det nye lån til dig med det samme. Pengene fra det nye lån beholder kreditforeningen til at betale det gamle lån på terminsdagen.
Problemet er, at det gamle lån først kan opsiges på det aftalte tidspunkt og skal have den aftalte rente frem til terminsdagen. I mellemtiden passer kreditforeningen på dine penge og giver dig en godtgørelsesrente for ulejligheden. I bedste fald sætter de pengene til at arbejde for dig, så du tjener lidt, fordi kreditforeningen er en stor og professionel investor. I værste fald er godtgørelsesrenten negativ, så du kommer til at betale for at lade kreditforeningen holde på dine penge.
- Jeg vi nødig være investeringskunde i en kreditforening, hvor de giver -1,15 procent i rente af mine penge. Det er en lavere rentesats end en sikker investering i Nationalbanken, siger Hans Peter Christensen.
Indfri dit realkreditlån på det rette tidspunkt
Hos BRF Kredit er godtgørelsesrenten også negativ, så kreditforeningen populært sagt tager sig betalt for at opbevare pengene indtil terminsdagen. Her anbefaler boligøkonom Mikkel Høegh, at du regner efter for at finde det bedste valg af indfrielsestidspunkt.
- Det er altid en god ide at tage kontakt til sit realkreditinstitut og forhøre sig om indfrielsesmulighederne, og hvilken der er mest fordelagtig på det givne tidspunkt. Der kan nemlig være situationer, hvor en mulighed er mere fordelagtig end de andre, siger Mikkel Høegh.
Nordea anbefaler kurssikring
I Nordea anbefaler boligøkonom Lise Nytoft Bergmann en kurssikring - enten i form af en såkaldt pari/straks-indfrielse med differencerenter eller en fastkursaftale, hvor kursen aftales på forhånd. I begge tilfælde har låntager vished for, hvad det nye lån vil koste fremover.
- Kursen har langt større betydning for, om en konvertering er gunstig, end de omkostninger, der er forbundet med konverteringen. Så selv om omkostningen ved at konvertere falder, jo tættere man kommer på en opsigelsesfrist, bør boligejerne kraftigt overveje, om besparelsen står mål med kursrisikoen.
- For venter man med at konvertere til sidste øjeblik inden en opsigelsesfrist, kan kursen på det nye boliglån være faldet, og derved kan den besparelse, man har opnået ved at vente, hurtigt være vendt til en udgift, siger Lise Nytoft Bergmann.
Omkostningerne til kurssikring er stor set ens, hvad enten det foregår som en pari/straks-omlægning eller en fastkursaftale. Forskellen er blot, at ved en egentlig kurssikring betaler du regningen gennem en lavere kurs end den aktuelle kurs, mens du ved en pari/straks-indfrielse betaler omkostningerne gennem den såkaldte differencerente.
Låneguide
2 måneders varsel: Et lån opsiges med 2 måneders varsel til den sidste dag i hvert kvartal, som er udgangen af januar, april, juli eller oktober. Vil du nå næste termin 30. april, skal du opsige i januar eller senest den 29. februar.
Godtgørelsesrente eller genplaceringsrente: Den rente kreditforeningen tager for at investere dit låneprovenu fra et omlagt lån.
Differencerenten: Forskellen på dit oprindelige lån og godtgørelsesrenten. Har du et 3 procent realkreditlån, skal du fortsat betale 3 procent på lånet, men får en godtgørelse. I øjeblikket er godtgørelsen negativ, så differencerenten bliver for eksempel 3-(-1)=4 procent.