Det er ikke svært selv at montere et nyt dørtrin, hvis det gamle skal udskiftes. Vi viser dig her, hvordan du løser opgaven trin for trin, så du får lavet en løsning som holder længe.
I guiden kommer vi også omkring, hvordan du laver en flot finish med en aluminiumsskinne.
Når du har monteret en ny terrassedør, vil du formentlig også gerne have en pæn afslutning på dit trægulv foran døren. Her kan du se, hvordan du gør.
Lægning af nyt bundtrin ved ny terrassedør
Da bundstykket på den nye dør er af mahogni, har vi også valgt et bundstykke af mahogni, så det matcher og giver en pæn afslutning.
Start med at måle op, hvor stort trinet skal være, så du kan skære det eksisterende gulv helt lige til, før trinet monteres.
Brug skæreskinne
Hvis du har mulighed for det, er det klogest og lettest at skære langs en skæreskinne, så du får en helt lige afskæring.
Der skæres
Indstil din dyksav til at skære et par mm dybere end det eksisterende gulv.
Skær så langsomt og præcist i gulvet.
Mål bredden til det ekstra bundstykke
Mål den fulde bredde i døren, hvor det nye bundstykke skal monteres.
Tjek om det passer
Når det nye bundstykke er skåret til, skal du tjekke, om det passer i døråbningen.
Det skal passe perfekt - du vil blive træt af at se på et for kort trin. I dette tilfælde passer trinet, som det skal, og er klart til at blive fastgjort.
Bor for med slaghammeren
Da gulvet under det eksisterende trægulv er af beton, borer vi her for med en slagboremaskine.
Hvis du ikke borer trinet fast til det eksisterende gulv, vil det vippe, når du går hen over det.
Monter slagpluks i gulvet
Vi valgte at bruge slagplugs til at fastmontere dørtrinet.
Slagplugs er et riflet søm med fastmonteret rawlplug, som bruges, når monteringens holdbarhed er vigtig, men placeringen 'bøvlet'.
De er nemme at arbejde med og hurtige at montere.
Slagpluksen
En slagplug er en blanding af en skrue/søm med rawlplug på.
Bor for og slå den ned i trinnet.
Støvsug inden der fuges.
Det er vigtigt at støvsuge grundigt, inden du fuger trinet fast. Støv og snavs forhindrer fugen i at hæfte perfekt.
Akrylfugemasse
For at lave en pæn overgang fugede vi dørtrinnet i begge sider med hvid akrylfugemasse.
Fug i hele dybden
Fug helt i dybden af revnen - derved sikrer du, at fugen ikke synker med tiden. Desuden hæfter trinet væsentligt bedre, når fugen er 'massiv'.
På med skinnen
For at afslutte monteringen af trinet pænt, lægger vi en aluminiumsskinne over de slagplugs, vi monterede i det eksisterende gulv.
Mål skinnen op, så der er lige stor afstand fra karmene til de yderste skruer i skinnen, så skruerne sidder synkront omkring midten af døren.
Mål op
Ved at holde skinnen op til karmen fandt vi ud af, at der i dette tilfælde skulle være 9,5 cm fra kanten af karmen og ind til første skrue i skinnen - i hver side.
Skær skinnen med en nedstryger
Skinnen skæres til med en nedstryger. Skær den til i begge ender, så den passer perfekt til formen på din dørkarm.
Læg et plant underlag under skinnen, når du skærer til - så slipper du for, at skinnen bøjer og undgår at save ned i dit gulv.
Skru skinnen fast
Så skal skinnen skrues fast. Vi valgte at skrue skinnen fast med små spånskruer, som skrues ned i de rawlplugs, vi havde boret ned i det underliggende betongulv.
Færdigt arbejde
Så er vi helt færdige med terrassedøren.
Der er nu kommet et nyt ekstra bundstykke på, vi fik monteret en pæn afslutning - og så står lysninger og indfatninger knivskarpt.
Igennem 16 trin har du nu set, hvordan man selv skifter et dørtrin.