Håndværkeren gør ikke arbejdet færdigt, og truer med at lukke byggepladsen hvis han får flere SMS - hvad gør vi?

Hej Bolius

Vores datter og svigersøn er desværre rendt ind i en håndværker, som ikke kan finde ud af at gøre projektet færdigt.

For 2 uger siden svarede han på en SMS fra de unge mennesker, at han ville være færdig i huset indenfor 2-3 uger - nu efter 2 uger siger han at han ikke kan være færdig om 1 uge og at han ikke ved hvornår han kan være færdig, derudover truer han med at lukke byggepladsen, hvis de bliver ved med at sende SMS'er for at få en slutdato.

Hvad har du af muligheder overfor en håndværker af denne type - derudover skal siges, at der fra start var aftalt - desværre kun mundtligt - at projektet skulle være afsluttet for mere end 2 uger siden.

på forhånd tak for hurtigt svar.

Hej
Ja, det er en kedelig situation, men desværre set før.
Som jeg har skrevet så mange andre gange herinde, så findes der ikke nogen facitlister til den slags problemstillinger, og da slet ikke når der ikke findes en kontrakt og lignende skriftlige aftaledokumenter.

SMS bliver mere og mere fremlagt i retssager, men det er jo en rigtig skidt kommunikationsform, som den ”yngre” og måske lidt mere konfliktsky generation tyr til. Det er rigtig skidt, og det bør man reelt holde sig fra. SMS er god til små hurtige beskeder, såsom ”husk at slukke lyset” eller lignende. Ikke forhandlinger og aftaler.

Hvis man laver en kontrakt, såsom en AB Forbruger kontrakt, (læs mere her) så står man langt stærkere, fordi der også er knyttet en række betingelser til, som man skal følge, på begge sider af bordet.

Forsinkelser er normalt nok, og kan skyldes både vejret, uforudsete ting ved byggeriet og/eller tillægsarbejder bestilt af bygherre. Det vigtigste er bare, at man får det aftalt. De fleste kan godt tåle mindre forsinkelser. Men kan man ikke tåle forsinkelser, eksempelvis grundet dobbelt husleje, eller lign. så aftaler man typisk dagbod. Dagbøder skal repræsentere udgifter til forsikringer, byggelån, udgifter til opbevaring, øget byggestrøm, dobbelt husleje osv. osv. Man kan aftale hvad som helst som fast dagbod, men det skal som nævnt repræsentere en reel udgift hos husejer. Er der tale om Bilkas nye varehus der skal stå klar til den 1. marts, så er dagboden uhyggeligt stor. Men handler det blot om, at man ikke gider at have håndværkere rendende mere, så er klart mindre. Men typisk går man efter 1 promille af entreprisesummen.

Hos din datter og svigersøn er der så ikke aftalt noget som helst. Heller ikke dagbod. Og så kører man efter erstatning efter alm. dansk ret. Altså alle de udgifter de unge mennesker pålægges pga. byggeriets forsinkelser kan man kræve dækket hos entreprenøren. Det er selvsagt nemmere sagt end gjort, men det er trusler som disse der skal på bordet.

Man kunne også vælge tømrerens bluf at stoppe sagen, og få andre til at færdiggøre arbejdet. Altså at man hæver kontrakten. Det er også meget nemmere sagt end gjort. Og man bør både allierer sig med en byggeteknisk rådgiver og advokat ved sådanne udfald.

Men ellers er der ikke andet for at klage sin nød til tømreren og bede ham prioritere arbejdet.

Som sagt, der findes ikke lige veje ud af dette, og ingen facitliste. Er der tale om et større byggeri, (>100.000 kr.) bør de overveje at hyre prof. rådgiverhjælp.

Og så laver de forhåbentlig aldrig den løsning igen at starte et byggeprojekt op uden skriftlige aftaler.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Vis resten af forsiden