Håndværkerne laver fejl og overholder ikke tidsplan, der er ingen underskrevet kontrakt - så hvad kan i kræve og hvordan kommer vi ud af aftalen?

Hej,

Vi er pt. i gang med et større renoveringsprojekt af vores kælder.

Vi har fået en ven til og stå for renoveringen og derfor er der ikke underskrevet en kontrakt med ham/firmaet.

De er nu ca. 3-4 måneder bagud og de bliver ved med og rykke datoen for hvornår de er færdige, de kommer ikke som aftalt.

Hvad kan vi gøre, når vi ingen kontrakt har.

Vi vil allerhelst have nogle andre til og lave renoveringen færdig, men vi står i den situation at de har brugt en mand fra Thailand der kun kan tale Thai til og lave alt El i kælderen og siger til os at der bliver lavet El-tjek til sidst og det er standard procedure at der laves el-tjek i stedet for at bruge et firma med autorisation. Så vi har ingen ibrugtagningsattest på El.

På VVS delen har vi heller ingen ibrugtagningsattest, men det skulle være en autoriseret VVS'er der har udført arbejdet, men han vil ikke lave attest før han har fået alle sine penge.

Der er også rettet på rør mod faldstamme, lavet nyt gulvafløb mm. som burde kræve autorisation fra en Kloakmester, men det mener de ikke der skal.

De har lavet vores badeværelse hvor at der er under 2,30 M til loftet og de har ikke lavet vådrumssikring op i loftet og har pga. skæve fliser måtte tage dem ned igen og derved brudt vådrumssikringen.

Jeg har fået af af vide at de så skal pille det hele ned igen og lave en ny vårdrumssikring, det er de ikke enige i og vil bare lappe på det der er, hvad er korrekt?

De siger også at de har bestilt vinduer til os og vi har betalt en faktura på vinduerne direkte til dem, men umiddelbart virker det som om at de ikke bestilt dem, så vi har muligvis betalt for nogle vinduer de endnu ikke har bestilt.

Vi har indtil videre betalt dem 620.000 kr. ud af en aftalt fastpris på 725.000 kr., de mangler pt. enormt mange ting og få færdiggjort og der er mange fejl og mangler i forhold til det de allerede har lavet.

Kan vi på nogen måde få smidt dem ud og give opgaven til en anden?

Kan vi kræve noget når nu vi ikke har en kontrakt og pt. mangler en masse attester, som vi helt sikkert ikke vil få?

Derudover er der også den del om vi kan lave en evt. retssag mod dem uden kontrakt? eller bede om kompensation for det de mangler og lave.

Mvh

Marie

Kære Marie

Det er noget rod og en kedelig situation som I står i.

Som du nok ved, kan andre læse dit spørgsmål, og mit svar her på Bolius, og derfor tillader jeg mig lige at være lidt bagklog:

Détte er netop årsagen til at man 1) altid laver en skriftlig kontrakt, 2) altid aftaler fast pris og fast tid, herunder en betalingsplan og 3) laver aftale om dagbøder. Dette skal man gøre selv ved helt simple opgaver. Men her taler vi om en entreprise, et køb, på 725.000 kr.(!)

Det kan du ikke bruge til så meget nu, men klog af skade, glemmer du aldrig dette.

Derudover lyder det til, at der ikke er helt rent mel i posen. Og hvis der decideret er tale om en sort arbejde, på den ene eller anden måde, så bliver sagen endnu sværere. For der findes en masse god hjælp at hente i ankenævn og/eller ved at føre syn og skøn ved domstolene. Og som forbruger kan man stå ganske stærkt. Men hvis der er tale om sort arbejde, så vil I blive afvist ved både ankenævn og domstolene.

Læs evt. mere her: www.bolius.dk/kan-haandvaerker-goeres-ansvarlig-for-fejl-i-badevaerelse-udfoert-som-sort-arbejde-47716/

Ydermere lyder det til, at håndværkerne enten ikke er uddannet fagfolk og/eller blæser på almindelig god standard samt lovgivningen. Altså både fusk med økonomi og det faglige…

Mit bedste råd til jer må være at I omgående søger professionel hjælp og rådgivning fra hhv. en byggesagkyndig bygherrerådgiver og en advokat. De må sammen FORSØGE at få bedre styr på sagen, og (igen) forsøge at få jer bedst muligt ud af denne situation. Men I må nok regne med tab, da I ligger lidt som I har redt. Beklager.

Man kan godt opsige en kontrakt, eller en aftale. Men det kræver lidt forskellige tiltag. Efter opsigelsen, skal der så laves en stadesgennemgang, hvor byggeriet gøres op i forhold til økonomien. Hertil skal der kigges på arbejdets kvalitet, efter fejl og mangler på det udførte.

Denne opgørelse laves af en syn og skønsmand. Men opgørelsen kan være svær at lave, hvis aftalegrundlaget er spinkelt og dårligt.

Søg hjælp hos advokat og en byggesagkyndig – hurtigst muligt! Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden