Hulmursisolering af ydervæg der ikke har bagmur men indvendig pladebeklædning?

Hej med jer

Jeg har forhørt mig, hos to isolerings fagpersoner ift. at få hulmursisoleret min bolig, både for at spare på varme, men også for at undgå træk under fodpaneler. Den ene oplyser mig, at man ikke kan hulmursisolere min bolig, da den ikke består af mursten på både indervæg og ydervæg, men derimod en plade af en slags. Den anden har besøg mig og været ude med et kamera, hvor han kunne se, at der ingen isolering var i hulmuren og mente sagtens at man kunne isolere med papiruldsgranulat. Huset er fra 1977 og består af en murstensvæg yderst og jeg er usikker på, hvad den består af indvendigt, men en form for træplade, tænker jeg. Kan I oplyse om, jeg må hulmursisolere?

Vh. Brian S

Hej Brian

Hvis dit hus har lette indervægge, altså en opbygning med træ, skal man være ganske påpasselig med at få isoleret det hulrum som der kan være mellem denne bagvedliggende trækonstruktion, og så murværket.

Hulrummet er designet til at ventilere dette hulrum, hvilket rent faktisk kan forklare hvorfor det trækker fra dine fodpaneler.

Men hvis man tillukker dette hulrum med isolering, så er der risiko for, at du får kondensdannelse derude på bagsiden af murstenene, når den varme og fugtige luft inde fra din bolig er gået igennem væggen og isoleringen. For godt nok er papirisolering kendt for at være godt til at optage og holde på fugt, men det kan altså godt give nogle problemer med opfugtet isolering, som så vil fugtpåvirke din lette trækonstruktion. Dette kan lede til skimmelsvampe, (skjulte) og i værre tilfælde trænedbrydende svampe i din bærende konstruktion.

Læg hertil, at hulrummet ventilerer fugt og vand som kan trænge ind igennem selve mruværket – særligt i dage som disse med kraftigere regn og vind = slagregn, som presses ind igennem fugerne i murværket. Dette er normalt nok kan man sige, og det opfugter konstruktionen. Men netop med ventilationsspalten, så er det sjældent et problem, da det så tørrer ud igen. Men det gør det ikke, hvis det er fyldt med isolering.

Efterisolering af sådanne ydervægge, samt tætning for trækgener bør reelt laves indefra med udskiftning af indervæggene, med ny vindspærre og dampspærre. Og ja… det er en større omgang. Læs mere her: www.byggeriogenergi.dk/energiloesninger/enfamiliehuse/facade-vinduer-og-doere/efterisolering-af-let-ydervaeg/

Alternativt er vi ude i en decideret udvendig facadeisolering, som du kan løse om på samme hjemmeside som ovenstående.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Vis resten af forsiden