Spørg Bolius

Er "brændemonsteret" en husbuk eller et ufarligt insekt?

Kære Boliuspanel

Jeg håber, I kan opklare "mysteriet om brændemonsteret".

For et par uger siden begyndte vores brændestak i stuen at "knirke". Jeg var bange for, det var en mus (vi bor i et 70'er parcelhuskvarter), og bevæbnet med støvsuger og mand, blev alle stykker fjernet, banket, og - da der ingen dyr blev fundet - lagt på plads igen.

Jeg havde tidligere undret mig over en lille brun dynge "mel", og dette var nu dukket op igen.

Nu, godt en uge senere, sidder jeg hver dag og hører denne "gnasken". Jeg bliver nysgerrig, og inden brændemonsteret forhåbentlig snart ryger i ovnen, vil jeg vide, hvad det er. Jeg søger derfor på nettet, og har nu læst om mange insekter, der borer rundt i bl.a. brænde, men kun én gang har der stået, man kan høre det.

Mit spørgsmål er derfor: Har I kendskab til andre dyr (som ikke er synlige umiddelbart), man kan høre gnaske løs i éns brændestabel, end husbuk?

Ordet husbuk lyder fælt. Vi bor i Horsens, og jeg kan læse mig til, at husbukken primært befinder sig længere østpå. Vores brænde er fældet rimeligt lokalt.

Min bekymring er primært - vi har en del mere fra samme skov, der ikke er kommet ind i stuen endnu - om det faktisk kan være et skadedyr, vi skal tage seriøst, og derfor ikke bruge brændet. Vi har trægulve og trælofter, og det øvrige brænde ligger udendørs under træudhænget.

Skal vi nøjes med fortsat at joke med brændemonsteret, eller ... ... er det virkeligt et monster, vi skal respektere?

Jeg har af gode grunde ikke billeder af bæstet, men vedhæfter et billede af det sidste brænde. Så har I da lidt at kigge på ;-).

I håb om, I kan svare mig, siger jeg på forhånd tak for hjælpen.

Med venlig hilsen

Helle Mariager

Kære Helle M

Monsteret kan, selvom det larmer og sviner, være rimligt harmløst - fx kan nogle små barkbiller (4-5 mm) klække i brændet, men de er ufarlige og kan ikke angribe husets træværk eller på anden måde skade huset, idet de dør, så snart træet er tørret ud. Døde biller og efterladenskaber kan fjernes ved almindelig støvsugning.
Læs meget mere om barkbiller her: Barkbille

Husbukke er ægte, farlige monstre der kan gøre stor skade, men de er meget større og findes kun i nåletræ. Læs mere om husbukke og se billeder: Husbukke

Hvis drysset kommer ud af små (flyve)huller er borebiller også en mulighed, men de trives også kun, hvor der er fugt og vil ikke kunne ødelægge træ i en tør og varm bolig
Læs mere: Almindelig Borebille

Håber, det kan bidrage til opklaringen.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine Nielsen, arkitekt maa

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden