Spørg Bolius
Hvad er det, der drysser ud af væggen i badeværelset?
Hej Bolius
Fint, fint mørkt sand drysser ud ved gulvpanel på badeværelse. Det kommer straks igen og igen trods støvsugning - ingen dyr at se.
Hvad kan det være? Og hvorfor kommer det?
VH Inga K

Hej Inga
Du skriver, det er mørkt sand, og at det kommer straks igen. Jeg tænker, at det ikke er lige med det samme, det kommer igen, mængden vokser måske over dagene?
Du skriver, det er sand. Er det hårdt som sand, eller er det mere blødt?
Jeg kunne forstille mig, at det ikke er stenhårdt som sand. Det kunne nemlig være nedbrudt træ, der kommer ud.
Det er lidt usædvanligt, at der er træ på væggene i et badeværelse. Det kan give fugtproblemer da træværket ikke er en vandtæt overflade. Der kan trænge fugt ind i træværket bagved, og det kan være, det er i gang med nedbrydning. Eller, at der er gået biller eller skadedyr i træet. Fugtigt træ er langt mere udsat for angreb af insekter end tørt træ i et tørt miljø.
Du bliver nok nødt til at få undersøgt, hvordan forholdene er inde bag ved træbeklædningen. Måske kan du selv nedtage et par brædder, men det kan godt være, du skal have fat i en håndværker og en byggesagkyndig for at få konstateret, hvad der er galt.
Med venlig hilsen