Spørg Bolius

Hvem skal betale for regulering af grundskyld for sælgers ejerperiode?

Hej,

Jeg har overtaget en lejlighed i 2023, og har nu fået en efterregulering for årene 2021 - 2023. Jvf. købsaftalen står der under punktet: ”Om nyt boligskattesystem” side 5, at ”Sælger betaler indefrosne ejendomsskatter, der vedrører sælgers ejerperiode.”., men der står også i samme afsnit (standardformulering): "Enhver ændring, herunder stigning ift. det i salgsopstillingen angivne, er sælger og sælgers ejendomsmægler uvedkommende."

Betyder det at den tidligere ejer skal betale reguleringen, eller er det den sidste del i formuleringen der gælder
her, og at sælger således ikke skal betale reguleringen i sælgers ejerperiode?

Mvh Jan

Kære Jan

Tak for dit spørgsmål vedr. efteregulering af grundskyld.

Det afsnit, du henviser til, handler om indefrosne ejendomsskatter. Hvis der er benyttet en standardformulering, står der formentlig også noget i stil med dette i købsaftalen:

"Indtil den endelige grundværdi indgår i ejendomsskatteberegningen, og ejendomsskattebilletten afspejler dette, kan ejendomsskattebetalingen for det aktuelle, tidligere og senere år senere blive reguleret, hvilket forventeligt vil ske overfor den aktuelle ejer på opkrævnings-/tilbagebetalingstidspunktet, uanset at reguleringen vedrører en tidligere ejers ejerperiode. Parterne gøres opmærksomme på, at ejendomsskat hæfter på ejendommen forud for øvrige kreditorer.

Parterne forpligter sig til at medvirke til, at en evt. senere regulering fordeles mellem parterne ift. ejertid, hvis ikke dette sker automatisk. Sælgers ejendomsmægler medvirker ikke hertil, og er i øvrigt uden ansvar herfor."

Det er denne del, der siger, at sælger er forpligtet til at betale for efterregulering af grundskyld for sin del af ejerperiode - dvs. frem til din overtagelse af lejligheden i 2023. Det er dog dig som nuværende ejer, der modtager regningen og hæfter for, at den bliver betalt. Så må du efterfølgende tage kontakt til sælger og opkræve det beløb, der angår sælgers ejertid.

Som det ser ud nu, er din eneste mulighed for at få pengene igen en stævning eller et betalingspåkrav, hvis der er taget højde for det i købsaftalen og sælger nægter at betale. Det kan du læse mere om her:

Efterregulering af grundskyld: Køber hænger på sælgers regning, hvis der er betalt for lidt

Skatteminister vil nu hjælpe boligkøbere, som har fået efterregning for den tidligere ejers grundskyld

Der er blevet fremsat et lovforslag, hvor der er lagt op til en eftergivelsesordning vedr. efterregulering af grundskyld, men kun i de situationer, hvor den tidligere ejer er død:

Lovforslag nr. L 177, Folketinget 2024-25, Forslag til Lov om ændring af ejendomsskatteloven, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (Alternativer til anvendelse af ejendomsværdier til beskatningsformål for landbrugs- og skovejendomme samt erhvervsejendomme, grundskyld og dækningsafgift i visse udstykningstilfælde m.v.) 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Louise Kastberg, boligøkonomisk fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden