Spørg Bolius
Hvordan får jeg plantekasser af træ til at holde længst muligt?
Hej Bolius
Hvordan planter jeg bedst i plantekasser af træ?
Jeg har foret med en fiberdug, men plantekassen af træ er allerede efter 4 måneder begyndt at bøje/slå sig. Kan jeg gøre noget, så det ikke bliver værre?
Skal jeg fx plante i en flamingokasse eller anden beholder, der beskytter træet?
BTW jeg vil gerne have lidt store planter i mine plantekasser.
Venlig hilsen Malene
Hej Malene
For at forlænge levetiden af plantekasser i træ og undgå, at de slår sig for meget, gælder det om at skabe afstand mellem den fugtige jord og træet. Fiber- eller ukrudtsdug forhindrer ikke fugten i at nå til træet, men forhindrer alene jorden i at drysse eller vaske ud mellem samlingerne, når træet netop slår sig.
For at forlænge dine kassers levetid, kan du enten plante i en beholder, der er tæt i siderne og passer ned i kasserne, eller fore med et materiale, der skaber afstand og luft mellem jord og trækanter. Her kan du fx anvende grundmursplader, der netop i byggeriet bliver brugt til at skabe afstand mellem bygninger og jorden omkring. Sørg under alle omstændigheder for, at der er godt dræn i bunden, så overskydende vand kan komme væk.
Levetiden herefter afhænger i høj grad af, hvilken trætype og kvalitet der er blevet brugt til plantekasserne, da noget træ holder længere end andet. Man kan evt. forlænge træets levetid ved at behandle det med en træbeskyttelse, men vær her opmærksom på, at nogle produkter kan indeholde skadelige stoffer, hvis du skal dyrke spiselige afgrøder.
Med venlig hilsen