Spørg Bolius

Hvordan kommer vi af med øresnudebillerne i vores plantekasser?

Hej Bolius

Vores grønne plantekasser i vores andelsforening på Amager er blevet angrebet af øresnudebriller.

Det er jo for sent at bruge Nematoder, det kan først ske i begyndelse af august, når larver kommer. Hvad
skal vi gøre i mellemtiden? Fjerne alle de gamle skud og prøve at knuse nogle af billerne?

Hvornår kan vi plante nye efeu?

vh Annette S

Hej Annette

Det er desværre et stort arbejde at skulle samle billerne ind, og da de er nataktive, er indsamlingen mest effektiv, hvis den foregår om natten. Men da hver bille kan nå at lægge hundredvis af æg på en sæson, er det en metode, der nytter, hvis man gør en stor indsats.

Indsamling af biller kan desværre ikke stå alene, og vanding med nematoder er derfor en nødvendighed, som du også selv nævner.

Med hensyn til de angrebne planter, bør I grave dem op nu med rod og fjerne dem helt. Larverne har formentlig allerede gjort uoprettelige skader på rødderne, og der kan gemme sig mange nye æg og larver omkring disse.

Fra ca. 10. august og helt hen i september kan I så vande med nematoder. Vent med at plante nye planter til oktober-november, så burde nematoderne have gjort deres arbejde, og de nye planter kan etablere sig i fred hen over vinteren. I kan også vælge at udskifte de øverste 5-10 cm jord i plantekasserne, inden i planter på ny, da eventuelt overlevende larver typisk vil ligge i dette lag.

Til foråret er det en god ide at vande endnu en gang med nematoder. Nematoder virker her på overlevende larver efter vinteren, og skal i foråret udvandes fra 1. maj til midt juni. Sørg for at holde jorden fugtig under behandlingen, da nematoderne dør i et for tørt miljø.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden