Ikea-hacks er blevet en nem og populær genvej til gør-det-selv-arbejde. Et Ikea-hack kan bestå af alt fra et simpelt lag maling eller en ombetrækning til avancerede sammenbygninger af forskellige møbler.
Ikea-skab og seng får nyt liv
Christina Beck Darmer, der blogger om indretning på ”Vores Lille Hjem”, er hoppet med på trenden og har blandt andet forskønnet et skoskab og lavet et smart legebord til sin søn. Lige nu er hun i gang med at opdatere en gammel Ikea-seng, som familien har arvet.
- Vi vil forsøge at gøre den lidt mere moderne og luksuriøs ved at betrække hovedgærdet og sider med skum og noget stof, forklarer hun.
Nemt at være unik
Ikea-hacking gør det nemt at skabe noget unikt, uden at man skal i gang med helt store snedkerarbejde, og prisen er oftest overkommelig, mener Christina Beck Darmer.
- Man kan få det til at se ret fint ud med få midler. Det er en fordel især i forhold til børnemøbler, som man tit ikke har særligt længe. Der er det fedt, at man ikke behøver at bruge vildt mange penge på det, pointerer hun.
Få inspiration fra andre hackere til dit Ikea-møbel
Hvis du har lyst til selv at hacke et møbel, kan du søge inspiration på nettet. En populær hjemmeside er Ikea Hackers, hvor brugerne deler billeder af deres egne hacks og vejledninger til, hvordan man selv kan lave dem.
- Der er også rigtigt mange gode ideer, fx på Pinterest, men man bør være realistisk og starte med nogle nemme projekter, som man kan overskue, råder Christina Beck Darmer.
Vær desuden opmærksom på, at hvis du ændrer på Ikeas produkter, så bortfalder garanti og returret.
Ikea har selv samlet en lang række idéer og inspirationsbilleder her.
7 tjekkede Ikea-hacks
Seng bygget af køkkenskabe
Ikeas indretningsarkitekt Therese Ericsson har bygget en smart seng med tonsvis af opbevaringsplads af køkkenskabe og en MDF-plade. Hvis du vil kopiere ideen, er det en god ide at bore huller i pladen, som madrassen hviler på, for at sikre den luft.
Foto: Sandra Werud/Ikea
Duplo-legebord med indbygget skuffe
Da Christina Beck Darmer, der deler boliginspiration på bloggen ”Vores lille hjem,” manglede et sted, hvor hendes søn kunne bygge med sine Duplo-klodser, konstruerede hun et legebord med indbygget opbevaring af et Ikea Lack sofabord, en Ikea Trofast kasse, en Duplo-byggeplade og to skinner, som blev købt i Ikeas kundeservice for 20 kroner.
Foto: Vores lille hjem
Små opslagstavler lavet af bordskånere
Boligblogger Nadja Helena Daher giver opskriften på nogle supernemme miniopslagstavler på sin blog ”My Home My Playground”. Tavlerne er lavet af Ikea Heat bordskånere, som er blevet beklædt med møbelvelour og derefter klistret på væggen med dobbeltklæbende tape. Find guiden her.
Foto: My Home My Playground
En skraldespand med mange muligheder
Skraldespanden Knodd fra Ikea kan bruges til meget mere end affald. Man kan for eksempel placere en Ikea Avsiktlig bakke ovenpå spanden og bruge den som et lille sofabord med indbygget opbevaring. Ikea anbefaler, at man monterer nogle Ikea Montera kabelkanaler under bakken, så den ikke glider.
Foto: Martin Inger/Ikea
En skraldespand med mange muligheder
Man kan også bruge spanden som indpakningsstation. En snor spændt ud mellem grebene kan bruges til gavebånd, og en saks kan hænges fra en S-krog. Se flere muligheder for brug af Knodd her.
Foto: Martin Inger/Ikea
Gem opslagstavlen i skabet
Opslagstavler er praktiske, men kan nemt få et rum til at fremstå rodet. En smart løsning kan være at gemme opslagstavlen væk i et skab. Her har IKEAs indretter Emma Parkinson placeret en Ikea Skådis opbevaringstavle i et Ikea Ivar skab. Det ubehandlede fyrretræsskab er blevet malet i samme farve som væggen, og skabets inderlåger er malet med tavlelak, så man kan bruge dem til beskeder. Til sidst er Skådis blevet monteret i skabet. Find vejledningen her.
Foto: Mats Ekdahl/Ikea
Fra taburet til legekøkken
Louise fra bloggen ”Living on a Budget” forvandlede en Ikea Bekväm taburet til et herligt legekøkken ved hjælp af en boremaskine, en rest maling, et par porcelænsgreb og sorte wallstickers. Find instruktioner her.
Foto: Living on a budget
En bestikholder med fuglefrø
Bestikholderen Ordning fra Ikea kan med et snuptag forvandles til en fuglefoderautomat. Stik et par grene igennem beholderen, som fuglene kan sidde på, fyld den med fuglefrø og hæng den fra et træ.
Foto: Max Alm/Ikea
En bestikholder som hylde
Beholderne kan også være et smart alternativ til hylder i entreen. Giv dem et lag spraymaling og skru dem fast til væggen, og så har du nogle smarte opbevaringscylindre til vanter, huer og lignende.
Foto: Max Alm/Ikea