Spørg Bolius

Jordvarme eller fjernvarme - hvad er miljømæssigt og økonomisk mest bæredygtigt?

Hej Bolius

Jeg har købt et hus med et 12 år gammelt jordvarmeanlæg. Det fungerer fint. Vi har som det eneste hus i kvarteret fået dispensation til jordvarme.

I denne tid graves der fjernvarme ned i hele kvarteret og vi har naturligvis også fået det tilbudt.

Er der noget der taler for, at jeg skulle vælge fjernvarme frem for jordvarme? (miljømæssigt, økonomisk, driftsmæssigt)

Jesper M

Hej Jesper M

Jordvarme er en rigtig fin og miljørigtig opvarmningsform. El-priserne har dog også presset priserne lidt opad, så den ikke har været helt så billig, som tidligere.
Alt efter hvilket fjernvarmeselskab du kan tilknyttes, så kan pris og miljøhensyn variere meget. Der er fjernvarmeværker som ikke har så mange forskellige varmekilder at hente deres varme fra. Er de fx kun koblet op på naturgas, så har deres priser fået et nøk opad, ligesom de jo ikke er helt så grønne som ønsket. Er det et selskab med varmepumper, restvarme fra nærliggende industri eller andre gode varmekilder, så kan prisen være forblevet lav (som gælder de fleste fjernvarmeselskaber) og det miljømæssige påvirkning ligeledes lav. Så du må kigge fjernvarmeselskabet lidt ekstra i kortene, og så lave dine egne beregninger ud fra deres priser.
 
Mht. det driftsmæssig, så er fordelen klart hos fjernvarmen. Her sidder der professionelle folk og drejer på knapperne og sørger for at alt kører bedst muligt. Kommer der forbedringer er de hurtigere til at få dem indarbejdet end de fleste er hjemme ved deres private anlæg. Og så er det meget stabilt.
Aldersmæssigt så burde jeres varmepumpe kunne holde en del år endnu. Slangerne i jorden holder ofte 40-50 år, men selve varmepumpen har en levetid på 15-20 år. Og går indedelen i stykker, så er det jo 'blot' den som skal skiftes.
 
Så... ikke noget præcist svar, men forhåbentlig noget du kan tage med videre.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tue Patursson, fagekspert

Aktuelt på forsiden