Spørg Bolius

Kan vi frit vælge hvilken andelsvurdering vi vil anvende?

Hej.

Jeg har et spørgsmål vedr. Valuarvurdering vs offentlig vurdering efter nettoprisindexet vurdering på andelshus. Vi er en mindre forening på 8 huse med en sund økonomi. Vi har fået udregning på både valuarvurdering og Offentlig vurdering. Værdi andelsbevis er: Valuarvurdering er på kr. 1.130.500,- (Den der er i brug nu) Offentlig vurdering er på kr. 1.380.623,-

Vil det ikke være fornuftigt at tage den højeste som er den offentlige? Det er jo muligt at der ikke er nogen der vil betale den høje pris, men hvis der nu er, virker det jo ikke så smart at have den værdisat ”lavt”.

Vi har i øjeblikket værdisat efter valuar, og hvis vi vælger den offentlige kan vi så skifte tilbage uden problemer? Håber meget i kan hjælpe, og forklare det så det er til at forstå.

Med venlig hilsen /Lars

Hej Lars
 
Tak for dit spørgsmål.
 
Med det lovforslag, der blev vedtaget i april 2024, har I mulighed for at vælge den offentlige vurdering reguleret efter nettoprisindekset som værdiansættelsesprincip. Hvis I ønsker at skifte fra valuarvurdering til offentlig vurdering, skal det vedtages af et flertal på generalforsamlingen. Det samme gælder, hvis I på et senere tidspunkt ønsker at gå tilbage til en valuarvurdering.
 
Hvad der er mest fornuftigt at gøre, afhænger jo nok af den enkeltes situation og syn på hele andelsboligtanken. Står man fx overfor et snarligt salg, og vil man gerne have mest muligt med sig, er den højest mulige vurdering selvfølgelig at foretrække. Har man ingen planer om at flytte, men måske et ønske om, at et familiemedlem kan købe sig billigt ind i foreningen, er man måske mere tilhænger af en lav vurdering. Eller hvis man bare er af den overbevisning, at andelsboligen skal være et billigt alternativ til en ejerbolig.
 
I skal desuden være opmærksomme på, at gyldighedsperioden for en valuarvurdering med lovforslaget er blevet forlænget fra 18 måneder til 42 måneder. Det betyder i praksis, at andelsboligforeninger kan nøjes med at indhente en ny valuarvurdering hvert tredje år i stedet for en gang om året, hvilket særligt kan være en fordel for de små foreninger, hvor udgifter til en valuarvurdering fylder en del i budgettet.
 
Det er dog helt op til den enkelte andelsboligforening at beslutte, om man vil benytte sig af muligheden for den forlængede gyldighedsperiode på 42 måneder, eller om man fortsat vil indhente en ny vurdering hvert år.
 
Husk også, at selvom det er bestyrelsen, der fremsætter forslag til værdien af andelskronen, er det i sidste ende altid generalforsamlingen, der beslutter det.
 
Håber, at det giver lidt klarhed over jeres muligheder.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Louise Kastberg, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden