Spørg Bolius

Værdiansættelse af andelsboliger

Hej

Jeg har spørgsmål til andelslejlighed’s værdiansættelse.

Hvor tit skal en valuar vurderer og fastsætte værdien? Kan bestyrelsen bestemme om, de vil benytte valuar vurdering eller i stedet benytte sidste vurdering, som er et par år gammel - selvom der er lavet en del store renoveringer som nyt tag/nye vinduer? - Er der en sammenslutning, som hjælper/vejleder andelshaver?

Mvh Tina

Kære Tina 
 
Mange tak for dine spørgsmål vedr. værdiansættelse af andelslejligheder.
 
Hidtil har en valuarvurdering været gyldig i 18 måneder. Men der er idag - den 4. april 2024 vedtaget et nyt lovforslag i Folketinget, som forlænger gyldighedsperioden til 42 måneder. Det betyder i praksis, at andelsboligforeninger kan nøjes med at indhente en ny valuarvurdering hvert tredje år i stedet for en gang om året.
 
Lovforslaget er med virkning fra 15. april 2024, og den forlængede gyldighedsperiode gælder med tilbagevirkende kraft fra den dato.
 
Det betyder i princippet, at en andelsboligforening, som afholder generalforsamling i april i år, kan benytte en valuarvurdering helt tilbage fra ultimo 2021 til at fastsætte andelsværdien for det næste år. Foreningen skal dog altid anvende den nyeste valuarvurdering. Så er der indhentet en vurdering efter 2021, er det den, man skal tage udgangspunkt i.
 
Du skriver, at den seneste vurdering er et par år gammel. Dermed vil den med de nye regler godt kunne benyttes til at fastsætte andelsværdierne ved jeres næste generalforsamling, da gyldighedsperioden er forlænget til de 42 måneder. Eksempelvis kan en vurdering indhentet 31. december 2022 benyttes både ved generalforsamlingen i foråret 2024 og 2025.
 
Det er dog vigtigt at understrege, at det er op til den enkelte andelsboligforening at beslutte, om man vil benytte sig af muligheden for den forlængede gyldighedsperiode på 42 måneder, eller om man fortsat vil indhente en ny vurdering hvert år.
 
I forbindelse med det såkaldte Blackstone-indgreb, der trådte i kraft i juli 2020, blev det desuden vedtaget, at andelsboligforeninger skulle have mulighed for at fastfryse valuarvurderinger på ubestemt tid. En forudsætning var dog, at vurderingen skulle være indhentet inden 1. juli 2020.
 
Hvis jeres forening har valgt at fastfryse vurderingen, er det altså den, der gælder, indtil noget andet bliver besluttet ved en generalforsamling.
 
Husk også, at selvom det er bestyrelsen, der fremsætter forslag til værdien af andelskronen, er det i sidste ende altid generalforsamlingen, der beslutter det.
 
Jeg kender desværre ikke til en sammenslutning, som hjælper og vejleder andelshavere, men vil anbefale, at du tager fat i en advokat eller undersøger mulighederne for at få gratis retshjælp, hvis det drejer sig om juridiske uoverensstemmelser, som ikke kan løses internt i foreningen.
 
Du kan læse mere her:
Til lovforslag nr. L 111, Folketinget 2023-24, Forslag til Lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber (Ændring af værdiansættelsesprincipper) (ft.dk)
Lovforslag nr. L 111, Folketinget 2023-24, Forslag til Lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber (Ændring af værdiansættelsesprincipper) (ft.dk)
For andelshavere | Hvor kan du søge rådgivning? | ABF | Se nu (abf-rep.dk)
Hvad skal vi gøre med ny lov om værdiansættelse? (abf-rep.dk)

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Louise Kastberg, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden